Et træf i mekanik-nostalgiens tegn
Græsted Veterantræf i pinsen, med et utal af motorer og køretøjer, er en unik oplevelse for hele familien.
Træffet er opbygget som et marked med gammelt tivoli, gøglere, musik, dyrskue - og så naturligvis mekanikken, der spænder lige fra bicycler fra 1900 til sportsvogne fra 1969. Den øvre grænse er nemlig sat til 1970.
Cross og panserdrøn
Uforligelige tonstunge dampmaskiner omdanner kuls varme til damp og næsten lydløs fremdrift. De mange dampdrevne skibs- og landbrugsmotorer tøffer sammen med massevis af biler fra perioden, der havde deres storhedstid op til 1910, for så at måtte vige for benzinbilerne, som også snart må se sig overhalet af udviklingen.
Motocross motorcykler fra halvtredserne på bane er populært at se, og herefter militære køretøjer fra 1940 og frem lige fra den klassiske jeep til tonstunge panserkøretøjer.
Damppløjning og børneskue
Hele to dampveterantog fremviser jernbanemekanik. Det ene kan man køre med ind i den grønne Gribskov, mens det andet tilbyder køreture i roevogne inde på selve træffet.
I 100 året for den sidste damppløjning i Danmark vil to dampplove fra 1879 vise, hvordan industrialiseringen for alvor satte gang i storlandbruget og kickstartede den maskinelle revolution på landet. Men også hestepløjning er der blevet plads til i forbindelse med det børneskue, der ser dagens lys for første gang på træffet i år.
Madboderne er af gammelt tilsnit, øllet er specialfremstillet på et mikrobryggeri, og i det gamle kaffetelt serveres gærbagt bagværk og skænkes kaffe fra madam blå kaffekander af personale udklædt i tøj fra 1910.
Træffet holder åbent i pinsen 11.-13. juni se mere på www.veterantraef.dk