Galninge hærger Audi-forhandler
En forhandler i Holbæk måtte natten til mandag se syv af sine Audi-biler gå op i flammer.
Meldingen om branden hos Audi-forhandleren indløb kort før klokken 23, men først halv fem om morgen blev de to brandstiftere pågrebet. I den mellemliggende tid var der kl. 2.36 indløbet melding om en brændende varevogn i Jyderup. Godt en time senere var den gal igen, da en ny rapportering om en bil i flammer på parkeringspladsen ved Tuse-hallen vest for Holbæk indkom. Herefter gik det hak i hak med yderligere biler i brand to andre steder.
Midt- og Vestsjællands Politi, står aldeles uforstående over for ugerningen.
Intet mønster
- Det virker ikke som om, der har været et mønster i det. Det er tilfældige biler, som de to har stukket ild til af uvisse årsager, udtaler vagtchefen hos politiet til Sjællands Nyheder.
De to formodede brandstiftere er nu varetægtsfængslet ved Retten i Holbæk frem til 17. maj og kan desuden imødese et gevaldigt erstatningskrav.
- De nægter sig begge skyldige, selv om de stank af benzin, da de blev stoppet af patruljevognen, siger vagtchefen.
Det var vidneudsagn om de unge mænds Honda Civic, der førte politiet på sporet af dem, oplyser sn.dk.