Rattet rundt med motorsporten
AUTO TECH RACING i Hasselager, Viby J, medvirker i DK4's motor tv den 10. marts klokken 18.30, og igen den 12. marts klokken 15.30. Udsendelsen fokuserer på autoteknologernes værksted indenfor racing og AutoTech Racing, der arbejder meget i Formel Ford Zetec og er i gang med at ombygge den Volvo S60, som Jason Watt kørte i DTC i 2005, til en ny deltager efter det ændrede reglement i Special Saloon Car klassen.
DANSK-TYSKE ROBERT Schlünssen, der er en kendt og dygtig racerkører i DTC, er blevet udnævnt af Dansk Automobil Sports Union, DASU, til køreteknisk træner indenfor karting. Han skal også virke som teamchef for DASU talentholdet i U-18 VM. Schlünssen har tidligere kørt kart med succes med en sejr i Dansk Super Kart i 2005 og en andenplads i Renault Euro Cup i 2003.
NICOLAS HAMILTON, 19 år og lillebror til den tidligere Formel 1 verdensmester Lewis Hamilton, springer ud som ny racerkører den 14. april på Brands Hatch syd for London. Han stiller til start i den engelske Renault Clio Cup, der afvikles sideløbende med det engelske standardvognsmesterskab, BTCC, og udtaler; "Vent nu ikke for meget, selv om mit efternavn er kendt".
MICHELIN ER VENDT tilbage til rallysporten efter en del års fravær. Debutløbet var i Sverige forleden til første afdeling i WRC-serien, VM for standardbiler, hvor de førende biler fra Ford og Citroën kørte på nyudviklede dæk til rallysporten.