Den indre drengerøv fik overtaget
Der går let vild radiobil i selv en ældre bedaget motor-journalist, når han inviteres til dæktest på isbaner.
Lysskulpturen kan ses allerede under indflyningen, men snart fortager synet sig. Solen har trods alle dystre forudsigelser tænkt sig at komme et par meter op over horisonten der langt borte i syd-sydost. Denne betegnelse bruger jeg, da jeg trods blandede følelser for fem år i det danske Søværn har genoptaget vaner og sprog fra sømandens romantiske mindekiste.
Udenfor terminalen venter en kortege af 16 køretøjer og et skilt viser, at temperaturen er oppe på 19 minusgrader. Dagen før, får vi at vide, var der kun to af slagsen, minusgrader altså.
Det er Dunlop, der har inviteret os journalister efter dækselskabet i løbet af ugen har præsenteret deres nyskabelse, SP IceSport dækket, for nordiske forhandlere - og det er dagen, hvor Deres udsendte skal opdage ukendte sider af sig selv.
Det er rigtig nok
Journalist-gruppen er håndplukket og sammensat af kolleger fra de baltiske lande, en nordmand, redaktør Erik Nilsen fra Publicis Forlag AS i Oslo, undertegnede og så svenskere, som heldigvis indbefattede freelance journalist Stefan Nilsson fra Fridkulla i Kalvsvik og redaktør på Maa-News Ian Maasing.
Vi bliver hurtigt et team, dels delte vi en ekstrem flyforsinkelse af de klassiske med information som efterretningssager, når man endelig var kommet frem og dels bliver vi parret i testbilerne VW Golf’er.
Snow Rally Rings, hvor banerne, der skal udsættes for vores chaufførevner, ligger, er bare lige uden for Rovaniemi - igen en besked fra de lokale. Vi kører i en time, mens solen opmuntrende skimtes mellem lave fyrretræer på vores højre side.
Erik og jeg undrer os over, at vi har fået en bil, hvor termometeret, der viser udendørs temperaturen, er gået i stykker. Hvad bilder Dunlop sig ind? Minus 24 faldende til 32! Og temperaturen i kabinen bliver man ikke svedt af.
Ved et stop med chaufførbytte opdager vi, at bilens instrumenter ikke fejler noget. Godt man ikke er ryger. Finland har trods mængder af frisk luft strenge rygeregler. Vi tror, vi kan strække benene med åbenstående jakker og bare hænder, så vi bedre kan komme til de små knapper på fotografiapparaterne. Vi tror om, jeg har hurtigt istapper i overskægget og vi fyrer billeder af på kortest mulige lukketid 1/1000 så vi kan returnere til bilerne indre varme på 16 grader plus.
Mand, bil og is
Jeg lærer et nyt ord undervejs, snerøg. Stefan Nilsson tager billeder undervejs, se side 12, bagside af vores specialblad Dæk-Profil og historien på hjemmesiden i morgen torsdag.
Snow Rally Rings ligger godt gemt på 66’22’55°.N - 26’40’53° Ø. Vi møder ingen modkørende hverken denne morgen eller på returkørslen om aftenen. Vi må være på vej ud i ingenmandsland.
Men så er vi der, et par heftige sving og testcentret viser sig med egen benzinstation og garageanlæg til centrets egne udlånsbiler, gokart, ATV’er med pigdæk og andet motoriseret legetøj. Vi parkerer udendørs i frisk stillestående luft. Frisk til kortegen har holdt der i få minutter, derefter får man mindelser om det indre København en sommerdag – lugtmæssigt. Vores guider og turledere tør dog godt slukke for motorerne, så det gør vi også.
Vi får kaffe og søde sager og en testdriving briefing og så af sted til de tre baner, vi skal tester dækkene på. En snebane, en isbane og en bremseprøvebane.
På glat is og sne
Der sker en forandring i blodbanerne. En citykører, som jeg, slår gang på gang min egen banerekord. Nu er der heller ikke modkørende og der kommer ingen trafikanter fra de sideveje, som heller ikke er der, det er kun mand, bil og is og fremad.
Banerne er gps-overvåget. Ikke fordi chancerne for at fare vild er til stede, men vi får nøjagtige målinger for hver omgang. Et minut og 30 sekunder mod makkeren, Eriks et minut og 24 imponerer ikke andre end mig selv. På næste omgang lægger Erik et sekund til sin tid og jeg klipper to af min. Nu er jeg da en ægte testkører.
Der skiftes biler og chauffører, så vi kan mærke forskellen på dækkenes bid i underlaget. Og vi tester dæk og os selv og Erik sørger for, at banen bliver lidt bredere. Han skraber pænt af barriererne, men det koster sekunder. ESP- og ABS-udstyr passer på os og bilerne, så som dagen går, bliver vi dristigere.
Vi kører hver 12 omgange på hver bane, tre med hver sit dækmærke og føler efter og diskuterer marginalerne. Naturligvis lærer vi banerne at kende, så midtvejs kommer både Erik og jeg hurtigere rundt, så modet får en tand til – og der skrabes mere sne af kanterne, men vi skal aldrig have fat på en safetycar som visse af kollegerne. Ha!
Der er godt bid i dem dækkene, så selve begrebet vinterdæk får mange stjerner, marginalerne mellem de forskellige dæk er små, men vi er blevet målt og resultaterne fra computeren giver høje karakterer til værternes dæk.
Tidligt trænger mørket sig på. Vi kører hjem. Lykkelige, som kun drengerøve kan være det, når ukendt adfærd er udlevet. Der er alligevel lidt fartglæde i den gamle journalist. Jeg tror, jeg springer radiobilerne i Tivoli over i år. De kan ikke længere måle sig.
Artikelserie
Denne artikel er den tredje af tre om Icesport dækket, Snow Rally Rings fundrivingcenter og optegnelse fra journalisten egen dagbog. De første blev bragt mandag 28. februar, tirsdag 1. marts og i Motor-magasinet nr. 8, udkommer 28. marts.
Endelig suppleres serien med en artikel om snerøg torsdag 3. marts.
