23948sdkhjf

FDM leder biler på værksted

En stor tysk ADAC-undersøgelse afslører de hyppigste årsager til bilnedbrud. FDM råder bilisterne til ferietjek, der kan medføre travlhed på værkstederne.
Det populære bilmærke hos danskerne, Peugeot, klarer sig godt i tyske ADACs årlige Pannenstatistik over, hvilke biler i Tyskland, der oftest bryder ned og skal have vejhjælp.

ADACs opgørelse viser, at tyske biler som BMW, Audi og Mercedes er de biler med suverænt færrest fejl, mens Peugeot, i de mindre bilklasser, klarer sig godt. Blandt de biler, ADACs vejhjælp i 2010 derimod oftest rykkede ud til og fandt flest fejl hos, finder man igen Chevrolet Matiz, Hyundai Getz, Fiats store Ducato, Honda Civic og Opel Vectra.

Statistikken baserer sig på tal for 4,25 millioner udrykninger hos ADACs vejhjælp i 2010 til nødstedte tyskere og gælder biler, der er op til seks år gamle. Af de nedbrud og fejl, ADAC sidste år rykkede ud til, skyldtes de 32,4 pct. fejl på enten bilens motorstyring eller i motoren, mens 53,7 pct. handlede om fejl på bilens elektronik eller batteri.

Hele 913.445 gange måtte ADACs vejhjælp rykke ud og yde starthjælp, mens der i 143.215 tilfælde blevet ydet assistance efter fejl på enten dæk eller fælge.

Kommer bag på mange

Selvom det danske kørselsmønster og bilparken herhjemme er forskellig fra den tyske, understreger ADACs statistik med alt tydelighed det, vi dagligt hører. Nemlig at en bil kan tage sig nok så godt ud, lige indtil man holder i rabatten med katastrofeblinket tændt og får motorhjelmen op. Så er det, at spøgelserne vælter ud. Det kommer bag på de fleste, at deres bil langtfra er så fejlfri, som de troede. Omvendt er det de færreste, der selv er i stand til at opdage fejl på bilen i tide, siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.

FDM benytter således lejligheden til at minde om muligheden for at købe et bileftersyn enten hos FDM eller andre aktører på markedet.

Tyske fejl ligner danske

Tallene fra ADAC ligner nemlig de fejl, som FDM test og bilsyn ser på testcentrene. Her viser tal fra 5709 vedligeholdelsestest, at der i gennemsnit blev fundet knap seks fejl pr. bil, når de først kom op på liften. Hver femte fejl (6737) blev fundet på bremserne, mens knap hver fjerde fejl (23 pct.) blev fundet på motoren. Den største fejlgruppe var imidlertid bilernes elektriske anlæg, herunder lygter, som i alt tegnede sig for 32 pct. (10.674) af alle fejl.

Andre 10 pct. knytter sig til dæk og hjulophæng. I alt 33.468 fejl blev der fundet på bilerne, som i gennemsnit var 11 år.

Find fejlene før turen

- ADACs seneste statistik viser ganske vist, hvilke typer fejl og nedbrud deres vejhjælp er rykket ud til, men tallene er langt hen ad vejen identiske med dem, vi finder ved vores test. Forskellen er bare, at vi finder fejlene i tide, så de kan blive repareret på de danske værksteder, inden de udvikler sig så meget, at man har brug for vejhjælp. Derfor er det en god idé at få bilen gennemgået, så den er klar, inden man skal med familien ud på de europæiske sommerveje, siger Jørgen Jørgensen.

Man kan se, hvordan de forskellige bilmærker og modeller klarer sig i ADACs vejhjælpsstatistik på www.fdm.dk eller www.adac.de.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063