Større Passat på ny VW-fabrik i USA
Ved sin genindtræden på det amerikanske marked som producent bebuder VW allerede udvidelser i kampen om at blive klodens største bilproducent.
Tæt ved den nye fabrik samles otte af de største underleverandører med yderligere ansatte, så lokalområdet giver arbejde til cirka 10.000 ekstra ansatte, skriver lokalpressen.
Der bor 170.000 mennesker i Chattanooga, som med den nye fabrik får en gevaldig økonomisk indsprøjtning.
VW området dækker 5,6 kvadratkilometer, hvor der også er plads til de otte leverandører.
God lokal løn
VW har opnået en god aftale med fagforeningerne med 146 kroner i timen, omregnet efter kurs 5,29. Det giver en årsløn på 304.200 kroner, som er en god løn i lokalområdet, hvor gennemsnitsindkomsten ligger på cirka 215.000 korner, i følge officielle kilder i Tennessee. Lønnen er dog højere i andre stater med bilproduktion.
Vil være størst
Toyota sælger omkring 300.000 Camry enheder årligt i USA, mens VW kun har solgt 13.000 Passat årligt de senere år. Det bliver ændret med den ny fabrik inde i billedet. VW har tidligere meddelt, at deres mål er at blive nummer et på kloden senest i 2018, hvilket den nye fabrik, plus alle de andre udvidelser, senest også i Mexico, skal hjælpe til.
Efter første kvartal i år har VW allerede solgt flere biler end Toyota, som blev ramt af jordskælvet den 11. marts i Japan, med General Motors på førstepladsen. Det er VWs mål at sælge en million biler i Nordamerika i 2018, heraf 800.000 VW, og 200.000 Audi.
VW har tidligere fremstillet biler i USA i en relativ kort periode, men stoppede for 23 år siden på grund af nedgang i bilsalget. VW-topchefen Martin Winterkorn, der var med til at fejre den ny fabrik, oplyser til Automotive News, at der allerede er overvejelser om at udvide fabrikken betydeligt til produktion af Audi biler. Beslutningen tages i løbet af de næste 12 måneder.