23948sdkhjf

Hidsig GTI’er overrasker på benzinbudgettet

Peugeot 308 GTI er en ulv i fåreklæder, og der er fortsat kunder til det ypperste med 200 hk ude foran.
Man føler sig som ung igen bag rattet af den nye Peugeot 308 GTI og tænker undervejs, at der var engang, hvor CO2-udslip var noget, man ikke bekymrede sig om, men bare fyldte tanken op. Tiderne er skiftet til rekordhøje benzinpriser, hvor den slags biler er passé, som en tidligere GTI-kører bedyrede, da han så raketten i indkørslen.

Nuvel, der er fortsat kunder til det hurtigste for en familiebil, som 308 GTI jo også er. Den koster 369.990 kroner og har en lovet topfart på 237 km/t, med 0-100 på kun 7,7 sekunder. Peugeot lover et gennemsnit på 14,5 kilometer per liter. Vi kom ud med overraskende 15,8 kilometer per liter. Det er ikke en trykfejl, men det skal indrømmes, at vi havde et par lange ture med i gennemsnittet, hvilket har hævet værdien. Den pæne brændstoføkonomi giver et CO2 udslip på 159 g/km.

Det fik mig til at fjerne lidt af min mistro vedrørende GTI biler. Vennerne kendte ikke værdierne, der først blev regnet ud den sidste dag i testforløbet, og det ændrede deres opfattelse: Utroligt, konkluderede også den tidligere GTI-kører. Der er sket meget i udviklingen af motorer på det seneste.

Motoren er kun på 1,6 liter med turbo. Faktisk med den samme blok som Peugeot benytter i flere konkurrencer i henhold til det nye motorreglement i motorsporten. Den trækker over et bredt omdrejningsområde, og ikke, som tidligere, med et pludselig skub ved højere omdrejninger.

Behagelig men fast

308 GTI er behagelig at køre med en fast undervogn og en styring, der virker som den skal i en GTI’er - hurtigt og nøjagtigt. Det er en sand sportsvogn værdigt, og skal man pludselig frem i en fart, er der ikke mange andre, som følger med i sporet.

Nogle familier vil nok mene, at undervognen er for hård, men med 200 hk skal der være godt styr på bilens reaktioner, også de uventede.

Men der er også lidt ris til den franske gourmetmad. Vi mener, at sæderne foran ikke helt lever op til bilens øvrige sportslige værdier. De ser godt ud, men der savnes bedre rygstøtte i skarpe sving, og den anke var vi ikke ene om. Som vi har for vane, beder vi enkelte andre om at prøve bilen, der kender mærket, mens vi sidder ved siden af, og her var opfattelsen den samme.

Udstyrslisten er rimelig komplet og omfatter eksempelvis elektrisk foldbare sidespejle, en udmærket radiopakke, aircondition, multijusterbart rat, el-varme i forsæder, tripcomputer med mere.

Seks trin kompromis

Designet ligner de andre 308-modeller, men bag det smukke franske ydre gemmer sig en ulv i fåreklæder, der vil, og kan, meget mere end de andre versioner. GTI er udstyret med sekstrins gearkasse, der skifter sportsligt som et udmærket kompromis uden at være ekstremt højgearet.

308-serien er vokset i forhold til forgængeren, men GTI-udgaven er bestemt ikke vokset fra tiden, da den er udviklet up to date med en vaks og rimelig mådeholden ny kraftig motor, som selv svigermor kan få glæde af at køre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079