Bilbasen kommer branchen i møde
Bilforhandlernes organisationer er kun delvist tilfredse med rabat på netannoncer og udsigt til mere fleksibilitet efter nyt møde om kritik af Bilbasens ændrede prisstruktur.
Bilforhandlernes organisationer er kun delvist tilfredse og taler stadig om vigtigheden af at opdyrke alternativer for at bryde Bilbasens dominerende position, samt det tilhørende lige så dominerende IT-værktøj Bilinfo.
Fra nybilforhandlerne i D.A.F. siger direktør Jens Brendstrup, at der kun er kommet marginale forbedringer fra Bilbasen i et forhandlingsforløb, som han nu anser for afsluttet. Bilbasens første prisudspil betød 81 procent forhøjelse efter den nu lancerede rabatstruktur bliver forhøjelsen ifølge D.A.F. 57 procent.
- Dermed vil en af vores store bilforhandlere fremover skulle betale 130.000 kroner mere årligt for det, jeg vil kalde nærmest samme produkt. Bilbasen fastholder at gøre den nye kobling til tyske Mobile.de obligatorisk resten af året og lover herefter at overveje at gøre den samt andre marginale produkter i Bilbasen/Bilinfo-systemet valgfri. Det ligner løse fugle på taget, især fordi Bilbasen/Bilinfo ikke kan garantere at undlade prisstigninger fremover. De mener faktisk, deres produkt er mere værd, end det de nu tilrettede priser er udtryk for. Jeg mener, Bilbasen/Bilinfo spekulerer i, at vi i autobranchen måske får svært ved at pege på alternativer, siger Jens Brendstrup.
Havde håbet på mere
Også fra den anden nybilforhandler-organisation, Bilbranchen, siger direktør René Tønder Nielsen, at forhandlerne kunne have håbet på mere i Bilbasens/Bilinfos tilbagemelding.
- Jeg må dog sige, at Bilbasen har taget branchens indvendinger og ændringskrav seriøst og gjort sig grundige overvejelser. Vi har opnået en rabatstruktur for de større bilforhandlere, samt udsigten til fleksibilitet med mulighed for at vælge til og fra i forhold til produkter. Men vi ser trods alt totalt set en uforholdsmæssig stor prisstigning, siger René Tønder Nielsen. Han tilføjer, at Bilbranchen er på den positive side blandt organisationerne, fordi Bilbranchens større forhandlere får mest ud af rabatten.
- Kompromis-aftalen har en grad af fremtidssnak over sig, hvor årsskiftet blinker lidt forude. Nu er det vores opgave at følge tæt, at løfterne bliver omsat. Under alle omstændigheder har vi fået øjnene op for net-annoncering som et meget vitalt område, og spørgsmålet er, hvor meget vi selv kan og skal skubbe på for at få mere konkurrence på området, så bilforhandlerne ikke er tvangsindlagt, eller føler sig låst uden fleksibilitet, siger René Tønder Nielsen.
Mudret situation
Fra de frie værksteders og brugtbilforhandleres organisation CAD er direktør Erik S. Rasmussen enig i, at Bilbasens tilbagemelding ikke rokker ved, at den manglende konkurrence er usundt for markedet. Han mener, at branchen sammen må geare aktører som Biltorvet, Bilzonen eller Seek4Cars til at yde mere konkurrence, samt lade Auto-IT /Audodesktop danne modspil til Bilinfo.
- Tilbagemeldingen fra Bilbasen/Bilinfo er et konstruktivt løsningsforslag, men ikke godt nok. Bilbasen er helt klart for dominerende på markedet, og jeg håber, at vi i branchen kan stå sammen helt ud til de enkelte forhandlere forbrugerne skal nok flytte med bilerne til nye nethandelspladser.
- Vi havde i CAD håbet, at Bilbasen ville rulle deres prisstruktur helt tilbage til før ændringen og blot ændre med en almindelig pristalsregulering. Det havde givet ro på bagsmækken i forhold til vores medlemsvirksomheder. Bilbasen ser ud til blot at ville vinde tid og vise, at deres nye produkter med tyske Mobile med mere virker, ved først at ville stille os ændringer i udsigt fra 1. januar 2012. Det giver en lidt mudret situation, mener Erik S. Rasmussen.
En sutteklud til nytår
Fra DBFU siger direktør Karl-Ove Pedersen, at brugtbilforhandlerne har taget Bilbasens imødekommelse af branchens kritikpunkter til efterretning, men at rabatten og prisreduceringen slet ikke er tilstrækkelig.
- Vi er blevet præsenteret for en sutteklud indtil 1.1.2012, hvor vi forventer forbedringer, idet vi har forståelse for, at Bilbasen ikke kan ændre edb på kort tid til for eksempelvis at kunne afregne netannoncering på dagsbasis frem for, som nu, per måned.
- Vi er stadig harme over den arrogance-lignende selvtillid i Bilbasens oprindelige prisudspil overnight 1. marts, der vidner om en monopollignende position. Vi skal i autobranchen derfor finde alternative leverandører hurtigst muligt, siger Karl-Ove Pedersen.
Bilbasen: Vi kom alt i møde
Bilbasens direktør Kenneth Andersen melder efter mødet, at han synes, Bilbasen kom branchen i møde på alle punkter, og blandt andet har taget toppen af prisstigningerne.
- Man kan altid diskutere, om vi skulle have givet mere, men blandt andet har vi valgt at kreditere prisforhøjelsen i maj som udtryk for, at vi respekterer, at vores varsel var for kort.
- Hvad angår annoncering i Tyskland vil vi som minimum frem til nytår, som fast element i abonnementet, vise branchen, at Mobile.de virkelig vil ændre markant på forhandlernes forretningsmuligheder. Men jeg vil nødig bruge ordet tvang i ordningen eller at vi ikke stoler nok på vores produkt i "fri handel". Over 400 forhandlere er nu tilmeldt, siger Kenneth Andersen. Han forstår godt, at branchen taler om behovet for mere konkurrence.
Svært at hamle op
- Vi talte åbent på mødet om vores markedsposition. Og selv om jeg hellere ser branchens energi brugt konstruktivt til at forbedre vores samarbejde og udviklingsmuligheder, må jeg sige, at det naturligvis er sundt for vores organisation at blive pustet i nakken.
- Men autobranchen må ikke undervurdere kompleksiteten i kombinationen af Bilinfo og Bilbasen. Muligvis vil Auto-IT kunne gøre det lige så godt, eller måske bedre på enkelte områder, end Bilinfo, men 3-5 mand kan umuligt hamle op med vores 80 it-medarbejdere i et forsøg på at indhente 20 års forspring, siger Kenneth Andersen.
Se detaljerne i Bilbasens rabat-udspil i boksen her på sitet.