Sikker test af støddæmpere - selv på Sri Lanka
Der er mange gode grunde til at teste støddæmpere, cirka 357.000 grunde, som er det antal ældre biler, der skønnes at have defekte dæmpere.
Dette er dog ikke nødvendigt med Mahas SA2D.
Testerens teknologi minder meget om Mahas kendte prøvebaner, da der også her kan være to vibrationsplader til måling af bilens støddæmpere i henholdsvis bilens venstre og højre side. SA2D er en stand alone-tester og måler den ikke-dæmpede del af hjulophænget, når dette sættes i svingninger. Udsving på hjulet måles i procent eller i Maha-mm og vises i et udlæsningsdisplay. Herudfra kan man afgøre, hvor gode støddæmperne er.
- Ofte er støddæmperne en skjult del af bilen, der ikke får meget opmærksomhed i det daglige, siger Ole Bjerg, tekniker i Axel Ketner A/S, der er Maha-forhandler i Danmark.
- Typisk bliver et støddæmperproblem ofte først taget hånd om, når en bilejer oplever, at bilen bliver mindre kontrollabel i sving, hvis den krænger til den ene side i forbindelse med en katastrofeopbremsning, eller hvis bilen kommer med mystiske lyde. Reelt set kører en stor del af bilparken faktisk rundt med defekte støddæmpere.
Mange dårlige støddæmpere
Flere undersøgelser understøtter Ole Bjergs udsagn. Eksempelvis henviser Carl Christensen på deres hjemmeside til, at hver syvende bil kører rundt med defekte støddæmpere, ifølge en undersøgelse udført af Sachs.
AutoPartner skriver på deres hjemmeside, at omkring 357.000 danske biler kører med defekte støddæmpere og at der generelt er en kraftig stigning i defekte støddæmpere efter fem år eller 100.000 kilometer.
- Dårlige veje er med til at sikre en forringelse af støddæmperne. Og vores hårde vintre og manglende vej-vedligehold medfører kun, at danske støddæmpere udsættes endnu mere, siger Ole Bjerg.
- Man burde måske have nogle standarder for, hvordan og hvornår støddæmpere skal testes. Indrømmet, så er Mahas SA2D et af vores mere specielle produkter og ikke vores mest sælgende produkt.
På Sri Lanka
- Til gengæld har jeg været på Sri Lanka, hvor Axel Ketner har været underleverandør på en større ordre, hvor vi blandt andet skulle installere en støddæmpertester på to forskellige "tekniske skoler". Der var selvfølgelig en eller anden asiatisk udviklingspulje, der finansierede det, men alligevel fascinerende at skulle helt til Sri Lanka og sikre bedre støddæmpere, fortæller Ole Bjerg.
- Da jeg ankom, kunne man dog godt se, at de ikke var helt forberedt på, hvordan testeren bedst skulle installeres.
Testeren har mest optimale brugerforhold, hvis man først tester forhjulene og derefter kører frem og tester baghjulene.
- Begge skoler havde imidlertid ikke mulighed for, at en bil kunne fortsætte med at køre lige frem, så her blev man nødt til at bakke og vende bilen for at teste baghjulene også. På den ene skole var der endog ikke lavet rigtige tilkørselsforhold udefra endnu.
- Så her blev en gammel Jeep båret ned fra en græsplæne. Støddæmperne var nu nok ikke Jeepens største udfordring, siger Ole Bjerg.