23948sdkhjf

BM Autoteknik hædret

Møldrup-virksomhed, der er Nordeuropas største producent af bremseprøvestande og testlinjesystemer, har fået Viborg-egnens Erhvervsråds Årspris 2010.
Da Benno Larsen og Mogens Nørlem i 1977 fremstillede deres første bremsestand i et ældre maskinhus i Bjerrregrav nord for Viborg, gjorde de sig næppe forestillinger om, at deres nye fælles firma - BM Autoteknik - ville udvikle sig til Nordeuropas største og førende producent af bremseprøvestande og testlinjesystemer. Men det var, hvad der skete. Og det blev tirsdag aften den 22. marts belønnet med tildelingen af Viborg-egnens Erhvervsråds Årspris 2010.

Hædersprisen, bestående af et diplom og et kunstværk af den lokale keramiker Helle Bovbjerg, blev overrakt af erhvervsrådets formand, Poul Arne Jensen. Han fremhævede BM Autoteknik som en innovativ og markedsledende virksomhed, hvis produkter er kendt over det meste af kloden.

BM Autoteknik A/S har i dag base i Møldrup nord for Viborg. Det familieejede firma har 45 ansatte, en årlig omsætning på knap 70 millioner kroner, eksport til 30 lande og en eksportandel på omkring 80 procent. Siden starten har virksomheden udviklet, produceret og leveret mere end 9000 bremseprøvestande og testlinjesystemer. Slutkunderne spænder fra små autoværksteder over nationale bilinspektioner i en række lande til det tyske, engelske og amerikanske militær. Når amerikanske militærlastbiler får testet bremser, støddæmpere og styretøj i Afghanistan, sker det blandt andet på testudstyr fra BM Autoteknik.

Verdens første

- Da vi startede firmaet, var det blandt andet ud fra et ønske om at kunne tilbyde den danske autobranche en ny og mere nøjagtig bremseprøvestand end dem, der allerede fandtes på markedet. Det fik vi også succes med. Men faktisk gik en af vores allerførste ordrer til den norske bilinspektion, til hvem vi lavede verdens vel nok første mobile elektroniske bremseprøvestand, fortæller Mogens Nørlem og Benno Larsen, der fra starten varetog henholdsvis udvikling og produktion samt salg og administration.

I dag indtager de posterne som henholdsvis teknisk direktør og adm. direktør.

Netop evnen til at aflæse markedets aktuelle og fremtidige behov har været en afgørende faktor for den positive udvikling, BM Autoteknik har gennemgået.

Styrer samtlige processer

Virksomheden leverer stationært og mobilt testudstyr til ikke blot bremser, men hele køretøjets undervognssystem. I slutningen af 1990'erne tog man en strategisk beslutning om at skabe et testlinjesystem med en indbygget it-løsning, der styrer samtlige processer, fra en bil bookes til syn, til den forlader synshallen - dog ikke betalingen.

BM Autoteknik har stor succes med dette system, som betyder, at virksomheden produktmæssigt spænder fra det meget enkle testudstyr til de mest avancerede systemer, der findes på markedet. Virksomhedens distributører ønsker kun at handle med en enkelt producent. Derfor er det vigtigt at kunne tilbyde "hele pakken", oplyser en pressemeddelelse.

- Ligeledes har vi meget stærkt fokus på fleksibilitet og effektivitet i forbindelse med udvikling og produktion. Vi har en meget kort reaktionstid. Som hovedregel går der maksimalt seks måneder fra idé til præsentation af en prototype, klar til serieproduktion. Og når serieproduktionen går i gang, er vi uhyre konkurrencedygtige på både kvalitet og pris. Det kan lade sig gøre, fordi vi i stedet for at outsource har insourcet, så vi selv har alle kompetencer i huset, inklusive egen software-afdeling med fem medarbejdere, forklarer salgsdirektør Michael Larsen, der er søn af Benno Larsen og medindehaver af BM Autoteknik.

Glæde og stolthed over årsprisen

- Erhvervsrådets årspris er et dejligt skulderklap til både ledelse og medarbejdere hos BM Autoteknik. En anerkendelse af det, vi står for og har præsteret gennem årene. På listen over tidligere modtagere er jo store og anerkendte virksomheder, og vi er både glade, stolte og taknemmelige over nu at få vores firmanavn med på denne liste, siger Mogens Nørlem, Benno Larsen og Michael Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098