23948sdkhjf

Ungdom til autogrossist

FTZ vil fordoble antallet af elever til 30.
Landets største autogrossist, FTZ Autodele & Værktøj A/S, sætter nu turbo på sit optag af nye, unge medarbejdere.

- Vi har på den ene af vore to leder workshops besluttet, at vi vil have fokus på elever, og at vi vil fordoble antallet til cirka 30 elever løbende, fortæller vicedirektør Leif Larsen.

FTZ har for tiden 15 elever - ni inden for engroshandel, fem inden for lager og transport og én inden for IT.

Selskabet søger nu 12 nye elever, primært inden for engroshandel.

Midt i maj har FTZ overblik over, hvilke af selskabets 46 danske afdelinger de nye elever skal tilknyttes.

- Der skal naturligvis være et behov, men vi tager i høj grad dette som en investering. Og FTZ er slet ikke stoppet med at vokse. Medarbejdere forlader os i den ene ende på grund af alder, og i den anden ende kommer nye folk ind, og dem er der flest af, bemærker Leif Larsen.

Til udlandet

- Workshoppen var denne gang om HR, så emnet om flere elever faldt naturligt. Vi inspireres af blandt andet Mommark Handelsskole, men lige så meget af os selv. Med det nye elevfokus starter vi den 19. maj med et kursus for de interne elevansvarlige, så vi kan klæde dem bedre på til at få eleven igennem et forløb, der bringer de unge rundt i hele firmaet, siger Leif Larsen og tilføjer:

- Vi strammer ligeledes op på introduktionen af eleverne, for allerede fra starten at fortælle dem om de muligheder, der venter dem i et FTZ job, hvor man kan komme til udlandet via vores Nordic Forum samarbejde og vores Hella familie forhold.

Således er der gode muligheder for at komme til eksempelvis Norge, Finland og Tyskland, og FTZ har da også tidligere haft elever i arbejde hos Hella i Tyskland.

I øvrigt har grossisten netop selv haft besøg af en tysk elev samt en russisk pige, som læser til en markedsføringsøkonom.

Synlig på skoler

- Vi vil også profilere FTZ navnet kraftigere, så vi man tiltrække unge mennesker, blandt andet vil vi gøre langt mere ud af at blive set på landets handelsskoler, hvor vi med en dedikeret medarbejder vil stille op til messer og andre arrangementer. Ligeledes er vi sponsor på biløkonom uddannelsen, annoncerer på diverse portaler, og så vil vi fremover gøre opmærksom på os selv på Facebook og Twitter - i første omgang dog kun med énvejs kommunikation, forklarer Leif Larsen.

Som led i elevuddannelsen hos FTZ kommer de nye elever alle til hovedkvarteret i Odense i et par uger, hvor de indføres i områder som bogholderi, indkøb, lager samt salg og marketing.

FTZ arrangerer også et fælles elev-træf én gang om året, ligesom de via en fælles event eksempelvis kommer på biludstilling i Frankfurt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078