Bedste marts for nybilsalget siden 1999
4684 af de nye personbiler var leaset, og det er en vækst på 27 procent sammenlignet med marts 2010.
Med over 40.000 solgte, primært små, biler i første kvartal tegner 2011 til at blive et ekstraordinært godt bilår, spår bilimportørerne.
- Danskernes appetit på især de mange mindre nye modeller skyldes den fortsatte vækst i brændstofpriserne. I den generelt positive udvikling i økonomien har bilsalget været med til at trække privatforbruget op. Men vi oplever også, at efterspørgslen langsomt breder sig til at omfatte både mellemklassen og de lidt større biler, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
DBI forventer fortsat en positiv udvikling i resten af 2011, om end væksten næppe fortsætter på det nuværende høje niveau..
Varebilsmarkedet fordoblet
2052 solgte varebiler i marts betød en stigning på 51 procent i 2011, sammenlignet med marts 2010. - Dermed nærmer det ellers så kriseprægede marked sig endelig en normalisering. De små og mellemstore virksomheder synes for alvor igen at være begyndt at investere, men private købere er fortsat ikke tilbage som før afgiftsomlægningen i 2007, siger Bent Mikkelsen. Han erklærer krisen for overstået på dette marked efter syv måneders konstant fremgang.
Indregistreringerne af nye lastbiler steg i marts med 69 procent til 349 mod 206 i samme måned sidste år. Sammenligningsgrundlaget fra 2010 er fortsat ekstraordinært lavt, hvilket giver anledning til at tage den kraftige vækst med en vis forsigtighed.
Se segmentskema her på http://www.motormagasinet.dk/info/bilsal...