23948sdkhjf

God tro på ny lakkæde

Stemningen er fin i Lakkæden Danmark efter første medlemsmøde.
Der er god tro på fremtiden, lyder meldingen fra de 30 autolakererier bag den nye Lakkæden Danmark, som lørdag den 12. marts holdt sit første medlemsmøde i Ejby på Fyn.

Kæden blev stiftet den 3. august sidste år, og indtil videre er kædens enkelte delmål opfyldt.

- Så nu kan det kun gå positivt fremad, konstaterer kædens konsulent, Lars Ewald, Incite A/S.

- Der var en fantastisk god stemning på mødet, hvor mødeprocenten var over 50, tilføjer han.

Her blev der orienteret om status for kæden, ligesom der foregik undervisning i salg og markedsføring, hvor hver enkelt fik testet sin profil.

Endvidere blev der drøftet en række faglige emner, så som ansættelse af elever, den store interesse for plastreparation, hvor man er positiv over for de nye kurser i Silkeborg, samt KS2000-ISO 9001, som kæden ligeledes bakker op om.

Lak-aftaler

Lakkæden Danmark tæller i dag 30 medlemmer, men der arbejdes pt med yderligere 10-15, og målet inden udgangen af 2011 er da også 60-75 medlemmer, oplyser Lars Ewald.

Kæden har desuden lavet en leverandøraftale med de fire store lakleverandører: Standox, AkzoNobel, Baden-Jensen og PPG med solide fordele - aftalen er blevet operationel fra det nye år.

Hertil kommer leverandøraftaler inden for andre områder som reservedele og energi.

- Vi er også på vej med et samarbejde med en ekstern partner, som skal skabe nye kunder og markeder i form af helt nye produkter og ydelser for et autolakereri. De danske autolakererier har jo altid været underleverandører, hvilket blandt andet har skabt stort prispres. Det har været branchens akilleshæl, og det vil vi gerne lave om på i kædens fokus på optimeret indtjening, siger Lars Ewald og tilføjer:

- Samtidig er det vigtigt at understrege, at det er en helt frivillig kæde, hvor de enkelte forretningsindehavere træffer deres egne beslutninger uden nogen bånd.

Stor iver

Kædens formand er Torben Rasmussen fra T.R. Autolakering A/S i Hedehusene, og han melder også om et super-møde med god stemning og stor iver.

- Vi tror på det - vi er jo overlevertyper. Men der forsvinder mange autolakererier for tiden, så vi skal være på dupperne, siger han.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Kurt Hansen, Auma, Lars Frederiksen, Spettrup Autolak, Svend Johansen, Svends Autolakering, og Torben Jørgensen, Hillerød Autolakereri Braune.

Der er generalforsamling i Lakkæden Danmark til september.

Det er også planen at ansætte en kæde-person, så snart der er økonomi og medlemmer til det - og det er formentlig om 3-6 måneder, vurderer Lars Ewald.

Kæden omfatter også pladeværksteder og industri-lakererier.

Mere på www.lakkaeden.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062