Jeep kommer tilbage til Europa
Modellen Compass fra den legendariske producent får liv på vores breddegrader i kraft af Fiat-samarbejdet.
Compass er en ny model, der prismæssigt rangerer under Jeep Grand Cherokee. Modellen kommer i to udstyrsversioner, Sport og Limited. Den er 4,45 meter lang og vejer 1605 kilogram med en lasteevne på 470 kilogram. Den er i Jeeps helt nye designlinje, hvor fronten dog fortsætter med den kendte grill. Compass er spækket med alskens sikkerheds- og komfortudstyr og leveres med 17" eller 18" hjul.
Fire motorer
Fire motorer er på listen, heraf to benzin'ere på 156 til 220 hk, samt en 2,2 liter pumpedyse diesel fra VW, der yder 136 hk med forhjulstræk, eller træk på alle fire hjul med et maksimalt drejningsmoment på 320 Newtonmeter fra 1400 til 3600 o/min. Den loves 15,2 kilometer per liter i gennemsnit.
Med alle sæder i brug er der plads til 328 liters bagage, eller 1269 liter med foldet bagsæde.
Fiat-motorer til Cherokee
Samtidig har Jeep opgraderet Grand Cherokee med et par nye sekscylindrede dieselturbo-motorer på 3,0 liter, der yder fra 190 til 241 hk. Det er Fiat datterselskabet VM Motori, der har udviklet og fremstillet de nye motorer.
Efter at Fiat har købt aktier hos Chrysler, ændres Chrysler modellerne i Europa til Fiat, men Jeep beholder navnet over hele verden.
Blev et forbillede
Jeep er siden blev forbillede for alle andre biler med firehjulstræk. Chrysler organisationen oplyser, at der nok kun findes 45 eksemplarer af de første modeller tilbage. De 20 er restaureret og ejes af private i USA, og et par stykker af Chrysler museet.
I 2010 blev der fremstillet en halv million Jeep, og modellerne kommer snart i USA med diesel-motorer også. Fiat-chefen Sergio Marchionne oplyste forleden, at Fiat vil øge aktieandelen fra de 25 procent i Chrysler til 30 og 46 procent i løbet af de næste par måneder.
Fylder 70 år
Jeep fylder i år 70 år. Det fejres på museet i Auburn Hills i Michigan. Bilen hed dog ikke Jeep i starten, men derimod Willys-Overland. I 1940 sendte den amerikanske regering en opgave i udbud om et køretøj til let transport og rekognoscering. Bantam, Willys og Ford vandt opgaven. De tre selskabers biler var næsten ens, men det er Jeep, som er gået over i historien.
Jeep blev kendt som bilen, der vandt 2. Verdenskrig, siger man i USA. Jeep og Ford fremstillede 700.000 køretøjer i løbet af 2. Verdenskrig. Den lille bil blev et populært køretøj til de mange lette opgaver fra Nordafrika til Fjernøsten og Europa.
Det er uvist, hvad navnet Jeep kommer af, men det menes at være slang af navnet fra Fords model GP.
Flere skiftende ejere
Efter krigen begyndte man at fremstille bilen til private. I 1953 blev selskabet købet af Henry J. Kaiser, der udviklede en del modeller under navnet Kaiser Jeep. I 1970 overtog American Motors, AMC, mærket. I 1987 overtog Chrysler Jeep, og i 1998 fusionerede Daimler og Chrysler. Men i 2007 besluttede Daimler at skille sig af med Jeep, der kom tilbage til Chrysler.
Jeep fremstilles i dag i USA, Argentina, Indonesien, Kina, Malaysia, Thailand, Venezuela, Egypten og Østrig. Legenden lever videre i bedste velgående, i nye og moderne udgaver.