Rekord for tysk bilindustri
Wismann mener, der i år fremstilles 5,9 millioner biler, mod den tidligere rekord i 2007 på 5,7 millioner enheder i Tyskland. Hovedparten sendes til Kina og USA, men der er også fremgang på flere europæiske markeder. Eksporten er steget med godt 30 procent, og det er primært Audi, BMW og Mercedes, der eksporterer mange biler.
Audi har netop meddelt sine 200 største leverandører, at producenten skal sælge 1,6 millioner biler i 2012 og 1,7 millioner i 2013. Det er en stor stigning fra de cirka 1,2 millioner biler, Audi sælger i år.
BMW solgte mere end 100.000 biler i august måned, og forventer at sælge 1,6 millioner biler i hele 2011, inklusive Mini og Rolls-Royce. I USA topper BMW med et større salg end Lexus og Mercedes i luksussegmentet for femte måned i træk.
Mercedes fik en fremgang i årets første otte måneder til 798.306 solgte enheder, inklusive Smart.
Den tyske bilindustri viser sin styrke på IAA Messen i Frankfurt fra den 15. september med stribevis af nyheder, og at dømme efter de oplysninger, som allerede er frigivet, kommer der endnu flere nyheder frem til 2015, ifølge Automotive News. Det er åbenbart ikke priserne, der afholder kunderne fra at købe de tre prestigemærker fra Sydtyskland, der samtidig har ry for fornem kvalitet.