23948sdkhjf

Peter Løvstrøm Sørensen, 52 år, er død

I anledning af civilingeniør, Ph.D. og projektleder hos energinet.dk, og tillige ambassadør for den danske veteranbilbevægelse i F.I.V.A., Peter Løvstrøm Sørensens pludselige død i en alder af 52 år.
Den danske veteranbilbevægelse har lidt et stort tab efter Peter Løvstrøm Sørensens alt for tidlige bortgang. Peter var en enorm kapacitet på sit felt, en mand der gerne tilsidesatte alt for at hjælpe andre.

Peters interesse for bevaringsværdige biler havde allerede spiret i mange år, da han en dag i 1986 trillede sin Ford Mustang ind hos Roskilde Amerikaner Bil Club, som er det lokale tilholdssted for den slags i Peters hjemby Roskilde. Roskilde Amerikaner Bil Club blev hans andet hjem i mange år, hvoraf han de første 10 år beklædte formandsposten.

Peters store ambition var at bygge bro mellem alle fraktioner, der har gamle biler som hobby. Han søgte at opbygge et fællesskab og en samhørighed blandt såvel aktørerne i hobbyen, samt med tilskuerne til samme.

I Peters tilfælde stoppede ambitionsniveauet ikke på noget tidspunkt. Peter var en vigtig brik i etableringen af en sammenslutning mellem amerikanerbilklubberne. Sideløbende med denne Forenede Danske Amerikanerbilklubber startede han brobygning med de mere etablerede veteranbilfolk, der er organiseret i paraplyorganisationen Motorhistorisk Samråd. Typisk for Peter, var det ikke nok at have holdninger til beslutningerne, han skulle have fingrene helt ned i dejen. Han skulle rent fysisk være med i arbejdsprocessen. Ikke bare for at sikre sig at alt gik korrekt til, men også for at sikre, at så mange som muligt var tilfredse med slutresultatet. Derfor påtog Peter sig en post i bestyrelsen i Motorhistorisk Samråd.

Hans engagement i de gamle biler førte ham også til et medlemskab af Dansk Veteranbil Klub. Her beklædte han formandsposten i to år inden nye udfordringer på arbejdet bød ham at overlevere denne post til en efterfølger. Senest er Peter gået ind i den internationale veteranbilorganisation: Fédération Internationale des Véhicules Anciens (FIVA), hvor han rejste hele verden rundt i sin egenskab af sekretær i den tekniske komite.

Som menneske var Peter vellidt og nød enorm respekt for sin store viden, i særdeleshed, men ikke kun, inden for Mustangverdenen, hvor han berigede den danske Mustangklubs klubblad med flere artikler af teknisk karakter, lige som han gerne rådgav sine klubkammerater til at opnå den korrekte restaurering af deres køretøj.

Peter var af natur en meget stædig og vedholdende person, hvilket eksempelvis de statslige instanser flere gange har måttet konstatere, når Peter Løvstrøm ikke følte, at tolkningen eller indholdet af gældende regler var rimelig. Et svar fra sådan en myndighed tog Peter ikke som endegyldigt, men som en opfordring til debat om emnet. Eksempelvis trak Peter således Toldvæsnet egenhændigt hele vejen gennem retssystemet, inklusive det europæiske, for at bevise at gamle reservedele til gamle biler, er lige så meget samlerobjekter som køretøjerne i sig selv, og han fik ret!

Det blev til næsten 25 år, som Peter gav af sit liv til veteranbilentusiasterne. Tabet af Peter Løvstrøm Sørensen vil blive begrædt, medmennesket Peter vil blive savnet.

Far med lempe Peter, du fortjener det. Æret være dit minde.

På familiens og veteranbilbevægelsens vegne

Johnny B. "Goode" Rasmussen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097