Mann+Hummel udvider med danske fordele
CAC i Århus drager fordel af udviklingen hos sin tyske samarbejdspartner til gavn for de danske værksteder.
- Jeg er overbevist om, at vi i 2011 når en del over 15 milliarder kroner, som er mere end før krisen, og vi kommer igen ud med overskud. Det tyder de mange ordrer til bilproducenterne og til eftermarkedet på, udtalte Alfred Weber.
Mann+Hummel, med hovedadresse i Ludwigsburg, udvikler og fremstiller alle former for filtre til bilindustrien, men blev nødsaget til at afskedige cirka 400 medarbejdere i 2009. I dag er der 1800 ansatte i Tyskland. Efter det gode år 2010 fik de ansatte udbetalt en bonus på mellem 5200 og 11000 kroner op til jul.
De 250 nye medarbejdere er ansat på et af de tre fabriksanlæg i Kina, men kun 80 arbejdere til den tyske produktion, og resten i den øvrige del af verden med Mann+Hummel afdelinger eller fabriksanlæg. Det vigtigste marked er Europa med 60 procent af omsætningen, men det ændrer sig i de kommende år, mener Alfred Weber, hvor Asien og USA vokser mere end gennemsnittet.
- Ikke mindst i Asien, hvor vi i 2010 åbnede to nye fabrikker i Kina, som er klar til at imødekomme den stigende efterspørgsel. Indien er også et stort marked for os, som vokser år efter år. Også i Indien har vi egen fabrik, sagde Alfred Weber.
Den danske vinkel
Mann+Hummels danske samarbejdspartner er Carl Christensen A/S i Tilst ved Aarhus. Selskabet kunne i 2004 fejre 50 års jubilæum med Mann+Hummel. Samarbejdet går altså helt tilbage til 1954, hvor fabrikant Carl Christensen fik importen af det dengang ikke særligt kendte produkt.
Kombinationen af et godt produkt og en stærk kundeplatform, i kraft af et landsdækkende netværk af autogrossister, har betydet, at Mann+Hummel filtrene i dag er de mest efterspurgte på markedet.
- De passer, med den kraftige satsning på kvalitet i alle led, til den produktstrategi, vi ønsker hos CAC. Vi lægger vægt på kvalitet og effektiv distribution, som betyder at værkstederne hurtigt, og til en konkurrencedygtig pris, kan få de varer, de har brug for, udtaler CACs administrerende direktør Thomas Jensen.
Bruger flere leverandører
Selv om Mann+Hummel er rimeligt godt dækkende, bruger CAC flere leverandører for at sammensætte sit filterprogram, der består af mere end 3200 varenumre, der passer til over 15.000 forskellige modeltyper.
For en del år siden ønskede Mann+Hummel at udvide sit program til at være mere komplet indenfor japanske biler. Her hjalp CAC Mann+Hummel med at sammensætte et program, som siden er udvidet markant. Vareprogrammet omfatter også filtre til dele af det industrielle og maritime marked.
Andre førende OE producenter hos CAC er blandt andet Contitech, Ferodo, Beru, Sachs, Goetze og Mahle, hvor nogle af aftalerne næsten går helt tilbage til firmaets grundlæggelse i 1927, oplyser Thomas Jensen på CACs hjemmeside.