23948sdkhjf

Ja til principbeslutning om sammenlægning

Vejen er banet for styrket organisatorisk samarbejde mellem autolakererne, nybilforhandlerne og karrosseribyggerne mod en fusion senest 2015.
Hænderne røg i vejret som et rungende "JA" hos så godt som samtlige fremmødte autolakerere, da de på generalforsamlingen i FAI forleden besluttede at arbejde videre med planerne om en fælles organisation og sammenlægning med nybilforhandlerne i D.A.F. og karrosseribyggerne i SKAD senest i 2015.

Fra de deltagende direktører og bestyrelsesformænd fra D.A.F. og SKAD lød efterfølgende gratulationer til autolakerernes imødekommenhed samt roser til det indledende samarbejde for en fælles, stærk organisation, der meget gerne inviterer andre brancheorganisationer med.

Fra D.A.F. erindrede formand og Opel/Kia-forhandler Knud Nielsen om, at de indledende sondringer begyndte ved et frokostmøde for hele seks år siden i Tivoli.

- I dag er en stor dag for FAI og autobranchen. Om få dage flytter I hos FAI og SKAD ind hos os andre i Autobranchens Hus, så vi i endnu højere grad end hidtil får samlet bilhandlere og reparatører under samme tag. Bilerne bliver stadig bedre, og håndværkerne færre, så der er brug for en sammenlægning til en stærk organisation, hvor vi stadig rækker hånden ud til andre organisationer om at deltage i fællesskabet, lød det fra Knud Nielsen.

Fra SKAD takkede direktør Thomas Krebs for det indledende samarbejde, og han ser frem til flytningen 29.9 som en herlig begivenhed.

- Vi har tilsammen mange kompetencer og kan i fællesskab løfte vores medlemmers kompetencer yderligere, når vi kommer til at sidde tæt i dagligdagen, sagde Thomas Krebs blandt andet.

Fra CAD noterede afgående formand Poul Erik Christensen sig med glæde, at hans forening af frie mekanikere blev betegnet som venner i FAI-beretningen, selv om CAD – endnu – ikke har del i en fusion mod en stærkere autobranche.

- Vi er endnu ikke helt med i "klubben", selv om vi står overfor samme udfordringer, og i øvrigt også er del af bofællesskabet i Autobranchens Hus, lød hans kommentar blandt andet.

Hengemte kundebiler

Uddannelsesleder Karsten Jul Hansen fra Silkeborg Tekniske Skole istemte sammenlægningens betydning for skoleområdet og kunne konstatere, at vi når niveauet for uddannelsesaftaler som før krisen. 40 elever er i skolepraktik, og skolen forhandler med et værksted på Sjælland og andre partneraftaler med virksomheder om biler.

En opfordring lød til lakererierne om at sende hengemte kundebiler, gerne også veteranbiler, til lakering på skolen – de bliver flot udført med såvel mellemslibning som sidste gang lak, men værksteder er velkomne til at komme og sprøjte selv sidste gang.

Gør en forskel

Professor og direktør Jørgen Lægaard kom med nogle kloge betragtninger omkring fremtidens vindere i lakeringsbranchen – vinderne har en kundestrategi, taberne måske ikke engang en forklaring.

Sæt det rigtige hold uden primadonnaer blandt personalet. Indgå tillidsskabende partnerskaber og gør standardvarer unikke. Gør en forskel ved at få hver enkelt kunde til at føle sig unik. Det gøres ved at være proaktiv og selv foreslå forbedringer i samarbejdet med kunden. Det skaber respekt, ligesom også lakerere kan være innovationspartnere, der giver kunder gode ideer.

Det handler især om at få positive tanker til at flyde ud blandt medarbejderne og turde lade medarbejderne skabe relationer selv – lak- og pladesvende har godt af at se hinanden i øjnene, for det er jo dem, der samarbejder på tværs af virksomhederne i det daglige. Og så skal man turde lære af andre og turde lade partnere få indsigt i sin virksomhed. Den gode fastholdelsesspiral er et omdrejningspunkt for overleverne i autolakbranchen. Trods fusion og øget sammenhold på organisationsniveau.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089