23948sdkhjf

Valg og vækst

SÅ HAR VI VÆRET til folketingsvalg og får tilsyneladende en ny regering med Helle Thorning-Schmidt i førertrøjen. I den højspændte valgkamp har både rød og blå blok betonet, at Danmark skal geares til ny vækst – målet er det samme, midlerne forskellige, men alligevel til dels også sammenfaldende. Temaet har gennem flere uger været økonomi og visioner for ikke mindst arbejdsmarkedet, skatter, mobilitet og uddannelse. Alle elementer, som i høj grad også berører autobranchen, såvel på arbejdsgiver- som på arbejdstagersiden.

EFTER EN HÅRD KRISE står vi på kanten af endnu én. Vi er underlagt de større økonomiers skridt til højre eller venstre, uanset ØMU-samarbejde eller ej. Dermed er vores erhvervsliv sårbart og kun delvist i stand til at finde den rette vej. Men vi ser heldigvis strømpile for, hvilke retning både vi og vores politikere kan vælge. Såvel danskerne som vores europæiske og globale fæller vælger i stigende grad bilen som transportmiddel. Det giver nye muligheder. Tag nu udviklingen mod el- og hybridbiler. Med en europæisk bilparkandel på 20 procent om blot 14 år er der ifølge en ny analyse fra Deloitte mulighed for, at vi skaber op til 20.000 arbejdspladser i den godt gemte danske bilindustri, der årligt omsætter for ni milliarder kroner. Men det kræver politisk mod og visioner. Også på afgiftsområdet. Må vi minde om, at autobranchens organisationer i flere år har lavet modeller for ændrede bilafgifter med udgangspunkt i miljøteknologi frem for, som nu, bilens værdi. Tag nu og lyt, kære nye regering, og prøv at overhale Sverige for en gangs skyld, som foregangsland.

AUTOBRANCHENS ORGANISATIONER finder i stigende grad tættere sammen. FAI og SKAD flytter ind i det snart godt fyldte Autobranchens Hus. Det giver fin synergi i det daglige arbejde, trods delvise modsætningsforhold hos nogle af medlemsvirksomhederne. Men overordnet kan vi godt se formålet med det, der kunne ende med en paraplyorganisation. En decideret fusion mellem D.A.F., FAI og SKAD er stemt ind på generalforsamlinger. Nu må vi se, hvilke politikere de fremover skal bokse med for at forfægte autobranchens mange gode synspunkter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078