23948sdkhjf

Stabilitet på begrænset synsmarked

A-Inspektion tænker både indad og udad på bilsynsmarkedet.
Når A-Inspektion udvider med nye synsværksteder, er man meget opmærksom på pris-/lejeniveauet, når man skal placere sig.

- Markedet for bilsyn er en næsten konstant størrelse, så omkostningerne betyder mindst lige så meget som indtjeningen, siger direktør i A-Inspektion Frank Balle.

Naturligvis arbejder man på at få en større markedsandel, men der er i dag over 400 synshaller mod de omkring 120, der var i Statens Bilinspektions monopoldage. Af de 400 har A-Inspektion omkring de 30.

- Det er bestemt meget vigtigt, hvor man placerer sig med sin synsvirksomhed.

Han fortæller også, hvordan A-Inspektion har de økonomiske briller på, når det drejer sig om bygninger, indkøb af materiel og tager nødvendighed, kvalitet og afskrivning med i betragtningerne.

Der er ikke plads til bare at etablere sig og udvide. Der skal være økonomi i beslutningerne.

- Der er vel nærmest tale om en stabil situation på bilsynsområdet, siger Frank Balle.

Unik placering

I sidste uge kunne Motor-magasinet fortælle om et samarbejde med dækcentret AGL på Frederikssundsvej i København.

A-Inspektion har lejet sig ind på samme adresse som AGL med Brønshøj Bilsyn, hvilket skal være en fordel for en kunde, som måske bare har et par småfejl, der hurtigt kan rettes hos naboen.

- Vi er begge to firmaer, der er gearet til drive-in-konceptet. Men vi er to firmaer, som deles om en unik adresse, siger Frank Balle.

Det er kun AGL, der på sin hjemmeside, henviser til kollegaen under knappen Samarbejde, og der kommer heller ikke henvisninger hos A-Inspektion. En synshal må ifølge lovgivningen ikke hverken i ord eller gerning henvise til værksteder, der reparerer biler.

Et større udsalg

A-Inspektion vil også udvide sit salg af "relaterede" varer.

- Vi vil sælge produkter, der er linket op på trafiksikkerhed og miljø som eksempelvis Bell Add-produkter, som har dokumenterede motorrensende og miljømæssige effekter.

Frank Balle længes også efter, at digitaliseringen og "udliciteringen" af nummerpladebehandlingen gennemføres.

- Men det er klart, at det skal være et total-system, så vi kan klare alle forretninger, der knytter sig til håndteringen af nummerplader, vi skal blandt andet kunne udlevere og modtage plader.

Der kommer næppe en konkurrence på priserne for bilsyn. I al fald ikke med A-Inspektion, som den, der kaster den første sten.

- Vi oplever ikke den store prisfølsomhed hos kunderne, men på den anden side ligger man generelt nok på smertegrænsen, siger Frank Balle.

Kunderne ved godt, at de får, hvad de betaler for.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297