25 år med Yokohama
Salgs- og marketingchef Allan Osbech, Yokohama Danmark, kan fejre to mærkedage i de næste uger.
- Mange af vore kunder er med til dette årets største baneløb. En egentlig reception i firmaet var måske naturligt for mange. Jeg er ikke til receptioner, men der holdes nok noget på Jyllandsringen, hvor jeg jo alligevel er i weekenden den 27.-28. august, fortæller Allan Osbech.
Han er fast mand på banerne som repræsentant for de mange Yokohama aktiviteter. Osbech ser mindst 75 procent af løbene, og følger godt med i det hele med reglementer med mere, og selv om det altid foregår i weekends, er det vigtigt at være til stede. Det skinner også igennem, at han godt kan lide sportsaktiviteterne.
Startede i det små
Da Allan Osbech begyndte hos Yokohama den 19. august 1986, var det hos Aage Hempel International, der var Yokohama importør. Dengang var prislisten på 12 sider med masser af billeder og reklamer. I dag er den på 24 sider uden. Det har været en eksplosiv udvikling og mange flere størrelser dæk i dag.
Dengang handlede man også med de engelske Oldham batterier, og man fyldte selv syre på de store truck-batterier i København hvilket kostede en del cowboybusker, når der blev spildt syre. Der var seks ansatte dengang, og alle hjalp til med det hele.
Aage Hempel blev opsagt af Yokohama, der blev overtaget af Liniedæk i Norge, som var ejet af Sverige, og Jørn Rasmussen blev udnævnt til direktør i 1991.
I 1995 overtog japanerne selv importselskabet i København. I dag er der 14 ansat, heraf fire sælgere, fem på lageret og resten i administrationen, og omsætningen er mere end seksdoblet. Sidste år blev der solgt 108.000 Yokohama dæk i Danmark. Yokohama Danmark er også ansvarlig for salget i Island, Færøerne, og Litauen. Ligesom Estland og Letland hører under Sverige.
Vigtig motorsport
Yokohama har altid været stærke indenfor motorsporten, også i Danmark. Det startede helt tilbage med Kris Nissen, John Nielsen og Kurt Thiim. Men hvilken respons får man i dag, spørger vi Allan Osbech?
- De mennesker, som interesserer sig for bilsporten, er vore kunder. Det er nøgleåbnere. Vi kan ikke undvære det, svarer Allan Osbech, der dog samtidig mener, at banesporten er lidt nede i en bølgedal for tiden. For år tilbage havde man samlet 450 kunder til Jyllandsringens Grand-Prix med egen kok, og et stort telt med rigtig mange siddepladser. Det var dengang, DTC-serien var på sit højeste, men det er nu droslet ned til 250 i slutningen af august i år til lidt forfriskning og stående.
Yokohama sponsorerer Yokohama rallymesterskabet i Danmark og er dækleverandør til en lang række serier på kloden lige fra VM i standardbiler WTCC, ETCC, IRC, Internationale Rally Challenge, den dansk-svenske serie STCC, det samme i Kina, spanske og tyske Seat serier til Formel 3 i Macau, Pau, Tyskland og Japan.
Slut med udstillinger
Men Yokohama er også almindelige dæk til hvermand.
- Vi klarer alle behov. Sidste vinter var vi leveringsdygtig i vinterdæk hele tiden. Vi købte et nyt dæk, Ice Guard, hjem fra Norge og Sverige, udviklet til rigtigt vintervejr. Det er nu med i vor prisliste. Udstillingsaktiviteter i Danmark er vi holdt op med. Biler i Herning afvikles over to weekender senere i år. Da vi deltog sidst, kostede det os 300.000 kroner. Det er slut, siger Allan Osbech.
Nye salgskanaler
Yokohama har udviklet en ny dæklinie, BluEarth med en avanceret dækteknologi, der efterhånden kommer i alle typer Yokohama dæk. Den giver 43 procent lavere rullemodstand i kraft af en ny konstruktion af dækkene med nano miks compound og mere silica, som er lettere og sparer brændstof, samt giver 0,4 dB minder støj.
En stor del af salget de senere år er gået til mærke-bilforhandlere, og den udvikling ser ud til at fortsætte. Yokohama har også fået aftaler med flere grossister, som ikke tidligere forhandlede Yokohama.
Men Yokohama har ikke et billigt dæk i programmet, som de fleste andre.
- Nej, Yokohama dækker alle behov, svarer Osbech prompte, der også en ansvarlig for logistik med personaleansvar og er medlem af ledergruppen. Det har været 25 spændende år med Yokohama. Selskabets nye slogan er: "Vi kan, vi vil - og vi gør det".