Flot dansk bog om Porsche
Hver eneste af de mange modeller, som Porsche har fremstillet til i dag, er omtalt med gode beskrivelser. Bogen indeholder også et fint afsnit om den tidligere dobbelte rallyverdensmester Walter Röhrl, der startede som chauffør hos biskoppen i Regensburg, hvor han kørte 120.000 kilometer årligt i et adstadigt tempo. Han er nærmest blevet et ikon hos Porsche, når der skal lægges sidste hånd på Tysklands fineste sportsvogn som testkører.
Hvis man holder af sportsvogne, og ikke mindst bilernes historie, er den nye danske bog et must. Forfatteren bag bogen er Christian Frost, der skriver, at det fra starten hos det nye forlag har været tanken at kaste sig over bogproduktion - det er bare noget andet, at sidde med en bog i hånden, skriver forfatteren. Han brænder for de hurtige biler og har nedfældet det hele på papir med mange sjove og morsomme udtryk som: "Den sekscylindrede boxermotor er selve sjælen i 911 GT3. Den burde have en stand på Museum of Modern Art i New York - med et sæt høretelefoner".
Skulle der komme mere fra forlaget i samme kaliber, kan man godt begynde at glæde sig, men hvis man er interesseret i bogen om Porsche, skal man måske skynde sig. Den er kun fremstillet i 911 eksemplarer for at blive i Porsche terminologi og alle er nummererede.
Porsche, 150 sider hardback
Forlag: Duckshoot A/S, København SV
Forfatter: Christian Frost
Pris: 299 kroner hos boghandlere, www.bilekspressen.dk og www.gad.dk