23948sdkhjf

Diesel med solid fremtid

I Europa betragter bilister og bilindustrien diesel som en løsning, idet halvdelen af alle biler kører med denne brændstofbesparende og dermed CO2-besparende teknik, fastslår Bosch.
- Forbrændingsmotoren vil fortsætte med at spille en helt afgørende rolle i den individuelle mobilitets fremtid og skal bidrage til at beskytte det globale klima og bevare vores begrænsede reserver af fossile brændstoffer. Det er konklusionen af undersøgelser udført af vores markedsforskere og eksterne eksperter om udviklingen af det globale bilmarked, sagde Dr. Rolf Leonhard fra Bosch på selskabets 60. motorpressekonference i Boxberg i Tyskland den 8. juni.

- Vores prognoser viser, at det årlige behov for personbiler og lette erhvervskøretøjer i 2020 vil nå op på 104 millioner enheder. Heraf vil kun tre millioner være rent elektriske biler eller plug-in-hybridbiler. Seks millioner vil ud over en forbrændingsmotor desuden have et elektrisk drev – de arbejder efter et hybridkoncept. Vi forventer med andre ord, at godt 100 millioner nye biler med forbrændingsmotor vil komme på markedet i 2020, fastslog han og tilføjede:

- Men vores prognose viser også, at der vil komme 30 millioner flere nye biler med forbrændingsmotor på markedet i 2020 end de 71 millioner sidste år. Markedet for biler med forbrændingsmotor vil altså stige godt 40 procent over de næste ti år.

Stadigt færre gram

- Hvordan kan vi på trods af dette nå de samfundsmæssige mål om at skåne miljøet og ressourcerne af fossile brændstoffer? Svaret ligger lige for: Elbiler og plug-in-hybridbiler bidrager til en reduktion af CO2-emissionen svarende til deres forventede markedsandel på tre procent. De 97 procent nye biler med forbrændingsmotor skal således yde det afgørende bidrag. Og presset på ingeniørerne vil stige i takt med, at måltallene for CO2-emission strammes over hele verden over de næste ti år, sagde Rolf Leonhard.

I dag er der enten aftalt målværdier eller lovbestemte værdier for CO2-emissionen i mange lande. I 2009 havde en gennemsnitspersonbil i Europa en kuldioxidemission på 146 gram per kilometer. EU-kommissionen har sat det mål for medlemslandene for tiden frem til 2015 at sænke emissionen 11 procent til 130 gram. I 2020 skal CO2-emissionen været reduceret yderligere til en målværdi på 95 gram, hvilket svarer til et fald på 35 procent fra niveauet i 2009. Kommissionens mål for 2025 ligger på 70 gram for en ny gennemsnitsbil. Det svarer til et gennemsnitsforbrug på cirka tre liter benzin eller 2,6 liter diesel per 100 kilometer og dermed godt 50 procent mindre end de nuværende gennemsnitsværdier.

Diesel som en løsning

- I Europa betragter bilister og bilindustrien diesel som en løsning, idet halvdelen af alle biler kører med denne brændstofbesparende og dermed CO2-besparende teknik. Indien er også et stærkt marked for diesel. I USA vil benzinmotorer fortsat være det første valg med kun et lille, men stigende segment af bilister, der vælger dieseldrevne biler. I Kina, verdens vel nok hurtigst voksende bilmarked, kører mere end 99 procent af de nyindregistrerede personbiler for øjeblikket på benzin. 3 procent af minibusserne er dieseldrevne, mens 3/4 af de nyindregistrerede lette erhvervskøretøjer har dieselmotor. Generelt forventer vi her en forskydning mod flere dieseldrevne biler samt vækst for elbiler, sagde Rolf Leonhard og tilføjede:

- Selv om der rundt om i verden er forskellig opfattelse af, hvilket brændstof der er mest miljøvenligt for biler, er der ikke desto mindre kun én vej frem: Nøglen til at nå de CO2-mål, der er fastlagt for 2025, ligger i forbrændingsmotoren, men i stigende grad også i hybride drevkoncepter.

- På motorpressekonferencen i 2009 understregende Bosch det klart og tydeligt: På noget længere sigt vil brændstofforbruget og CO2-emissionen falde 30 procent for forbrændingsmotoren – både for benzin- og dieselmotorer. Derudover giver hybriddrev yderligere besparelsesmuligheder, der reducerer forbrug og CO2-emission med yderligere cirka ti procentpoint. Sammen med bilproducenternes ændringer af selve bilerne – inklusiv lavmodstandsdæk, letvægtskonstruktion eller reduceret luftmodstand – kan forbrug og CO2-emission reduceres totalt til cirka halvdelen af det nuværende gennemsnitsniveau. Med andre ord kan CO2-målene for 2020 med 95 gram per kilometer i Europa gennemføres for biler med forbrændingsmotor. Denne prognose ønsker vi at starte på i dag, fastslog han.

Højere tryk

Senere i år vil Bosch starte serieproduktion af det første common rail-system med 2200 bar indsprøjtningstryk til personbiler. Og ingeniører fra Bosch arbejder allerede på common rail med 2500 bar. Selv med dette høje indsprøjtningstryk ser selskabet ingen teknologisk grænse, selv om ingeniørerne skal bruge stadig større teknisk dygtighed for at opnå disse fordele uden at øge plads og vægt og uden at miste hydraulisk effektivitet, oplyste Rolf Leonhard.

Selv om indsprøjtningstrykket i common rail-systemerne stiger yderligere, er tiltaget for reduktion af skadelige stoffer slet ikke nødvendigt til alle motorer. Ud over dieselpartikelfiltre kan ingeniørerne nu anvende systemer, der reducerer kvælstofoxidemissionen. Det første system til personbiler har været i serieproduktion i USA siden 2008 og siden 2009 også i Europa. Disse dieseldrevne biler opfylder allerede i dag Euro 6-standarden, der gælder fra 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079