Klimaanlæg til de små
au2parts har udvidet A/C-sortimentet hen over foråret og er klar til at gå sommeren i møde.
Mange bilkøbere vælger at tilkøbe dette komfortudstyr, da det ud over at holde bilen kold om sommeren også er medvirkende til at afdugge ruderne og give et bedre indeklima.
Samtidig er en bil med A/C et mere attraktivt brugtkøb.
Denne udvikling mærkes tydeligt på efterspørgslen på airconditionprodukter, og det har været en medvirkende faktor til, at au2parts gennem foråret har udvidet sortimentet betydeligt blandt andet i samarbejde med leverandører som Delphi, Elstock og Nissens.
- Vi mærker efterspørgslen, og det vigtigste for os er, at vi kan levere varen og har det komplette program til den danske vognpark. For os er det afgørende, at vores kunder ikke kommer forgæves. Vi skal have de varer, der efterspørges, fortæller Thomas Sardemann, produktansvarlig ved au2parts.
Uddannelsen
De nye regler for håndtering af kølemiddel betyder, at alle, der håndterer kølemiddel, skal have den nødvendige uddannelse. Dette har også været medvirkende til at skabe opmærksomhed omkring aircondition.
- Det er vigtigt, at mekanikerne ser på aircondition som en servicedel, der skal serviceres med jævne mellemrum. Hvis man tjekker anlægget, når bilen er til service, kan det være medvirkende til mersalg og tilfredse kunder, der nødigt vil undvære deres aircondition i sommervarmen, siger Thomas Sardemann.