R134a - en udødelig klassiker
Kølemidlet R134a har aldrig været mere anvendt end nu, og vil også de kommende mange år sætte sit markante præg på markedet.
På landets værksteder er der imidlertid ingen grund til at skynde sig med at lære tal- og bogstavkombinationen på det nye navn. R134a oplever nemlig her og nu sine velmagtsdage, og prognoser viser, at det også fremover vil være det mest udbredte kølemiddel på markedet.
- Aldrig har der været så mange biler på landevejen med aircondition-anlæg som nu. Langt hovedparten af bilerne kører med kølemidlet R134a, og intet tyder på, at det vil blive anderledes i de næste mange år, siger Per Flensted, fra Dometic Waeco, der både forhandler fyldestationer til det "gamle" og nye kølemiddel.
Klare prognoser
Således viser en tysk prog-nose fra VDA - Verband der Deutschen Automobilindustrie - at R134a ved udgangen af dette år er stort set enerådende på markedet, og i 2017 forventes det stadig at være R134a, der anvendes i hovedparten af biler på de europæiske landeveje.
Det gør, at Per Flensted uden tøven anbefaler landets værksteder at fortsætte aircon-service med R134a fyldestationer frem for at gøre dem til museumsklenodier.
- Nye bilmodeller bliver stadig fremstillet med R134a-kølemiddel. Intet tyder på, at serviceopgaverne vil blive markant anderledes i de kommende år. Set i det lys er det stadig en god forretning at investere i en fuldautomatisk fyldestation, som gennem mange år har vist sit værd, siger Per Flensted.
Han understreger samtidig, at det ikke er muligt at konvertere de R134a-airconditionanlæg til også at kunne anvendes til det kommende kølemiddel R1234yf.
- Der vil være en overgangsperiode, hvor der vil være brug for begge fyldestationer, men i de kommende år, er der klart mest forretning i fortsat at optimere og udvide værkstedets R134a-fyldeudstyr. Det handler jo om at have et serviceudbud, der står mål med kundernes behov, slutter aircon-direktøren.