Skadede soldater er godt kørende
De skadede soldater på det danske racerhold, Team Wounded Racing, har haft en forrygende første løbssæson, både på og udenfor banen, og rehabiliteringsprojektet har givet soldaterne noget nyt at kæmpe for. Det velkørende hold skruer nu op for ambitionerne til næste års sæson med mere træning, flere værkstedstimer og nye sponsorer.
- Projektet har som formål at hjælpe skadede, danske soldater tilbage til livet ved hjælp af idræt, og med TWR kan soldaterne få nogle nye kompetencer ved for eksempel at administrere et racerteam og selvfølgelig have det sjovt undervejs, siger Rune Oland. TWR deltager i Danish Endurance Championship (DEC), der blandt andet køres på Jyllandsringen, i 2012- og 2013-sæsonen på lige fod med deres konkurrerende, raske kørere.
På trods af tekniske udfordringer og mangel på motorsportserfaring har holdet opnået flotte resultater. Jason Watt fortæller:
- Vi havde et meget travlt forår frem mod første løb i maj måned. Hele holdet skulle etableres fra bunden af, vi skulle købe en racerbil, finde sponsorer og gutterne skulle trænes. Oveni det blev bilen flere gange beskadiget under træning og til løb. Men trods den begrænsede tid, vi havde til at organisere os og skrue på bilen, er det gået fantastisk godt.
Holdet sluttede deres første sæson af med en flot andenplads til det sidste løb på Jyllandsringen den 2. september.
Et rigtigt racerhold
Team Wounded Racing havde ikke drømt om at få en podieplads i år, og i virkeligheden er det blot en ekstra sejr. Ifølge Mark Peters, der er racerkører og formand for holdet, handlede første sæson mere om at få teamet organiseret og gennemføre løbene end at komme på podiet:
- Vi havde slet ikke pokal-mål i år. For os handlede det først og fremmest om ikke at falde igennem med det her projekt. Vi frygtede i starten, at folk ville se på os som en flok tosser uden arme og ben, men vi har oplevet det stik modsatte. Vi har fået et stort klap på skulderen, både af Jason, vores racerkolleger og publikum, siger Mark.
Skal selv styre teamet
Inden Jason Watt takker af som teamchef på TWR efter 2013-sæsonen, har han et klart mål om, at drengene lærer at styre både racerbil og racerhold på egen hånd:
- Min ambition er at løfte gutterne til et niveau, hvor de selv kan drive TWR. Jeg startede med at holde lidt i hånd, for alle skulle lære, hvad en licens er, hvordan man kører racerbil, laver de rigtige sponsoraftaler og så videre, men i dag er holdet langt mere selvkørende. Hvis de selv kan styre TWR om et år, så tror jeg, det er det, der kan give dem aller mest som mennesker, slutter Jason Watt.
Læs mere på www.teamwoundedracing.dk