Goddag til Triweb 2.0
Leverandøren af reservedele, Triscan, erstatter sit Triweb 1.0, der hører til pionererne indenfor e-handelssystemer, med den nye 2.0 version.
På trods af de mange års erfaring er udviklingen af den nye Triweb 2.0 sket i samarbejde med en lang række af Triscans grossister. Rigtig mange gode ideer til features er blevet implementeret i den nye løsning og det med god grund, for i dag bliver mere end 90 procent af ordrerne afgivet elektronisk. Antallet af klik, der skal til for at kunne afgive en ordre, er minimeret, og der er udviklet en helt ny og overskuelig måde at vise hovedproduktgrupper og tilhørende undergrupper på, hvilket gør det meget nemt at finde de dele, man søger.
3-i-1 løsning
Triweb 2.0 er en 3-i-1 løsning med Tricat, der er et frit tilgængeligt e-katalog (uden priser), som grossister kan vælge at stille til rådighed for værkstedskunder. Triweb er et bestillingssystem for grossister, og Trixnet er en informationsportal med nyttig viden om kampagner, tekniske datablade, nyhedsbrevet Tecnews, monteringsvejledninger etc.
De forbedrede features i Triweb 2.0 er blandt andet to søgemuligheder: Bil-Id eller Bilmærke/varenummer. Desuden to valgmuligheder ved visning af produkt - simpel visning eller detailvisning med foto. Man kan se lagerstatus direkte i varekataloget og produktstatus (på vej ind i programmet, aktivt, på vej ud af programmet). Datakvaliteten er forbedret, og der er mulighed for at lave individuel brugerindstilling.
Intelligent sammenligning
Én af nyhederne i Triscans elektroniske katalog Tricat er blandt andet en sammenligningsfunktion der, til forskel fra kendte løsninger, udelukkende viser forskellene på de produkter, der sammenlignes. Det er ikke ualmindeligt, at en bilmodel kan være leveret med 3 forskellige bremsesystemer. På en lang række parametre vil bremseskiverne typisk være ens, og for at gøre sammenligningen så enkel og overskuelig som muligt, vises kun forskellene.