Globus Biler i 40 år
Globus Biler A/S i Silkeborg fejrer 40 års jubilæum Henrik Thomsen markerer samtidig ti års jubilæum som indehaver.
Vi er utroligt stolte af at kunne fejre 40 års jubilæum her i Silkeborg, hvilket absolut skyldes en stab af særdeles kompetente og engagerede medarbejdere samt nogle helt fantastiske kunder, der gennem alle årene har sat pris på det høje service- og kvalitetsniveau, som vi betræber os på til stadighed at udvikle, udtaler indehaver Henrik Thomsen, der samtidig fejrer ti års jubilæum som direktør i Globus Biler A/S.
- Det går godt for tiden. Vi har også været trykket af krisen, men optimismen er vendt tilbage, især de sidste tre måneder. Bilkøberne er ikke længe så presset af dårlige nyheder, og bankerne er igen begyndt at låne penge ud. Vi sælger nu biler i antal som vi gjorde før krisen. Så 2014 ser ud til at blive et godkendt år. Vi har også travlhed på vores store værksteder, hvor vi blandt andet laver 50-70 skader om måneden, siger 48-årige Henrik Thomsen til Motor-magasinet.
Koncernen, som også omfatter søsterselskabet Thomsen Biler AS, der ligeledes sælger brugte biler, sælger cirka 1300 biler om året og beskæftiger 27 ansatte.
Jubilæet fejres blandt andet ved udsendelse af en jubilæumsavis i mere end 50.000 eksemplarer med fakta omkring firmaet, profilering af kunder, medarbejdere og en mængde gode tilbud.