23948sdkhjf

Danske mestre i norsk mesterskab

De to danske deltagere i autolakering og karrosseriarbejde ved det kommende World Skills fik god træning med nordiske kolleger.
Endnu en gang har den silkeborgensiske Skills-delegation været af sted til konkurrence. Denne gang i smukke Trondheim. Der blev dog ikke meget tid til sightseeing, da langt de fleste af døgnets timer blev brugt inde i hallerne. Her konkurrerede de danske mestre i autolakering og karrosseri, Mike Sørensen og Søren Frandsen, side om side med de norske deltagere – dog uden mulighed for at vinde, da formålet alene var træning til World Skills 2015 verdensmesterskab i Brasilien for de to gutter fra Teknisk Skole Silkeborg.

International træning

Det er ikke første gang, at Mike er i udlandet for at træne. Han var for nylig i Brasilien, hvor han deltog i det brasilianske mesterskab. Her blev det tydeligt, at han er nødt til at træne ekstra på dekoreringsopgaven, som ikke sad helt i skabet. Men Mike Sørensen har fået så meget styr på sagerne, at han i Norge scorede 183 point ud af 200 mulige, hvilket ville have gjort ham til vinder. Sejren gik i stedet - og retmæssigt - til den norske deltager Åse Brekke Roe, som scorede 169 point. Så nu er hun klar til at give Mike kamp til stregen i Brasilien næste år.

Mike Sørensen arbejder til dagligt hos sin læreplads JB-Autolakering i Skjern. Medindehaver Mikkel Bjerg er selv tidligere dansk mester i Autolakering og har deltaget i Worldskills i Japan i 2007 med flot resultat.

- Mike er meget stabil i alle faser og viser stort overskud, når det gælder. Vi skal nu arbejde med tidsforbruget i de forskellige processer – at have styr på tiden giver overskuddet, når man er presset. På værkstedet i Skjern træner Mike selv med hjælp fra Mikkel i at arbejde effektivt med et højt fagligt niveau. Til World Skills bliver man vurderet i alle processer, der kan måles og vejes, og det kan trænes på værkstedet, fortæller Jens Søndergaard Hansen, som er Mike Sørensens træner og Danmarks ekspert til World Skills.

Vigtigt konkurrenceelement

Det var til gengæld første gang, karrosseritekniker Søren Frandsen var i udlandet med Norgesbesøget, siden han vandt DM 2014 i Karrosseri tilbage i juni. Til daglig arbejder han hos Bjarne Nielsen A/S i Esbjerg.

- Her bliver han selvfølgelig løbende dygtigere til sit håndværk, men det er uden, at konkurrenceelementet er til stede. Og det er vigtigt at være bevidst om effekten af konkurrencen, når man skal deltage i World Skills, for her øges presset markant, når de mange dommere – og flere hundrede tusinde publikummer – hele tiden kan følge med i det arbejde, man går og laver. Søren skal øve sig i at holde tiden, men det skal han nu nok komme efter, fortæller Sørens træner, karrosserifaglærer og Skills-mand Lars Frimodt.

Udvider Nordisk Mesterskab

Det er ikke kun intensiv træning, der er på programmet i løbet af sådan tre konkurrencedage. Det er netværket også. Og denne gang har Skills-netværket i Norden besluttet at afholde et nordisk Mesterskab i maj 2015 på Teknisk Skole Silkeborg for de nationale vindere fra Norden, Tyskland og England. Her får de to danske mestre igen mulighed for at træne deres færdigheder og dygtiggøre sig i henholdsvis dekorationsopgaver og tidspres.

Ligesom de lokale faglærere, og Skills-folk fra Silkeborg, er de nordiske, tyske og engelske deltagere også meget engageret i både lokale, nationale og internationale Skills-konkurrencer. Det er med til at løfte håndværksfagenes anerkendelse, så endnu flere stifter bekendtskab med de mange fag og interesser, der er at vælge imellem som håndværker – både lokalt, nationalt og internationalt.

- Ja, det går ikke stille for sig, når vi nordiske Skills-folk samles. Der trænes og udvikles på mange planer. Vi glæder os til at tage imod alle deltagere og delegationer i maj 2015, siger Jens Søndergaard Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102