Renaults elbiler vinder terræn
Renault fokus på elbiler synes omsider at bære frugt. I oktober havde Renault det bedste salg nogensinde. Og trenden fortsætter, melder den danske bilimportør.
I Norge, hvor Renault Zoe netop er lanceret, blev der således solgt 178 Renault Zoe til private, mens det norske postvæsen bestilte 67 Kangoo elbiler. Men i Norge, der er verdens største marked for elbiler, forventer Anders Gadsbøll, adm. direktør for Motorgruppen, der er norsk Renault importør, at vi kun har set begyndelsen.
- De 178 solgte i oktober er nok til at vi bliver lagt mærke til i bybilledet, men det er klart, at vi har større ambitioner. Jeg forventer, at vi set over et helt år, sælger omkring 2000 Renault Zoe. Dermed er Norge ikke alene verdens største elbilmarked. Det er også Renaults, siger Anders Gadsbøll ifølge en pressemeddelelse fra den danske Renault-importør.
Men også i Sydeuropa er der ved at komme gang i salget. I både Italien og Spanien så man i oktober vækstrater på flere hundrede procent både på Renault Zoe og på Renault Kangoo.
Også herhjemme er der ved at komme gang i salget, selv om 32 solgte i oktober ikke er imponerende. Men, at det tal forventes at stige betydeligt, er der ingen tvivl om. Både når det gælder salg til private og salg til flådekunder.
- Det er først nu, at privatleasing tilbuddet på Renault Zoe begynder at have effekt. Vi ved af erfaring, at fra man lancerer et sådant tilbud, så går der 1-2 måneder, før man mærker effekten, siger pressechef Søren Hyltoft, der også mærker en stigende interesse fra private og virksomheder og kommuner.
- Vi deltager i flere og flere udbud med Renault Zoe og Renault Kangoo, og det er klart en indikation af, at interessen er støt stigende, siger Søren Hyltoft.
Renault forventer, at trenden er stigende og har et mål om at nå at levere lidt over 8000 elbiler i 2014.