23948sdkhjf

Ærgerlig Magnussen: Sidste omgang blev aldrig god

Kevin Magnussen ville have kørt hurtigere i sidste del af lørdagens kvalifikation i Japan, hvor han blev syver
Lørdagens kvalifikation til det japanske grandprix på Suzuka-banen sluttede med en syvendeplads til den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen.

Men McLaren-køreren ville gerne have kørt endnu hurtigere i den sidste del af kvalifikationen, Q3.

- Jeg havde mindst 0,3 sekunder mere i bilen, men min sidste omgang blev aldrig rigtig god. Det ærgrer mig, at jeg ikke fik kørt en perfekt sidste omgang, som det var tilfældet i Q2, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladets netavis.

Var han kørt 0,3 sekunder hurtigere, skulle han være startet i sjette position i stedet for australieren Daniel Ricciardo fra Red Bull.

Magnussen havde kørt i sjettehurtigste tid i både Q1 og Q2. Han vælger nu "at tage tingene, som de kommer" i søndagens løb, hvor der er lovet regn.

- Der er ikke andet at gøre, så ud fra vejrudsigten ville det have været skønt at starte lidt længere fremme, siger Magnussen.

For fjerde gang i træk var han hurtigere end holdkammeraten, Jenson Button, i kvalifikationen. Englænderen starter som nummer otte.

Tyske Nico Rosberg er i pole position søndag foran holdkammeraten Lewis Hamilton fra England, der fører med tre point i den samlede stilling foran netop Rosberg.

Sæsonens femtesidste grandprix begynder søndag klokken 08.00 dansk tid.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078