Varevogne på vej ud af krisen
Varebilsalget har klaret sig godt i 2014 og ligger 18 procent over sidste års salg.
- Varebilsalget har haft en flot udvikling hele året, og vi ser det som et tegn på, at samfundsøkonomien er ved at komme sig, og at virksomhederne igen har tiltro nok til at investere i deres transportmidler. At både vare- og personbilsalget har været stigende i år er meget positivt for autobranchen. Erhvervsleasingaftaler bidrager selvfølgelig også til fremgangen for både personbil- og varebilsalget, siger Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Selv om varebilsalget siden 2010 har været støt stigende, ligger salget fortsat markant under salget i 2006, hvor der blev solgt mere end dobbelt så mange varebiler.
- Det er den typiske håndværkerbil på mellem 2 og 3 tons, der sælges flest af. Samtidig var det også salget af den størrelse varebil, som var hårdest ramt af krisen. Mange små og mellemstore virksomheder, der anvender den slags varebiler, var ramt af krisen og var tvunget til at dreje nøglen om. Nu, hvor der er kommet mere fart i samfundsøkonomien, har de kapital nok til at investere i deres transportmidler, siger Jens Brendstrup.
- Udvikling i varebilsalget er også selvforstærkende. Når virksomhederne i autobranchen kan mærke forbedringer, så investerer de selvfølgelig også i deres varebilsflåde, tilføjer han.