Danmark tre generationer bagud i sikkerhed
Dahl Engineering har i årevis presset på myndighederne for at få højnet niveauet.
- Indbygning af sikkerhedsseler og befæstigelser i blandt andet taxaer, handicapbiler og børnehavebusser er dybt teknisk. Det kan blive fatalt, hvis produkterne ikke er i orden en airbag kan eksempelvis være livsfarlig og knække nakken på en person, hvis selesystemet ikke virker optimalt.
- De nationale regler i Danmark følger ikke med den teknologiske udvikling i biler, hvor myndighederne herhjemme tilsyneladende accepterer livsfarlige personfremkast. Jeg har i årevis kæmpet for at få myndighederne til at fjerne ulovligt og farligt udstyr fra markedet sagen har redet mig som en mare i årevis, siger Claus Dahl Pedersen. Han har blandt andet fået hjælp af det lokale folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) i Thisted og fået aktindsigt, der viser, at opbygninger af både nye og gamle køretøjer ikke har levet op til selv de gamle krav fra 1996.
Ifølge Dahl Engineering er vi tre generationer bagud i Danmark i forhold til EU-niveau. Eksempelvis kører vi i Danmark efter ECE 14/04-regler, hvor man for eksempel benytter ECE 14/07 i Spanien og Frankrig.
Dyrt at være bagud
Man kunne Claus Dahl Pedersen ikke være ligeglad, når 95 procent af hans virksomheds produktion går til eksport?
- Vi roser i Danmark os selv for at være duks, så det er nok mere et retfærdighedsprincip for mig end et økonomisk behov. Jeg er opdraget til at kæmpe for min sag og brænder stålfast for det, jeg arbejder med. Her i Thy er vi vant til at klø på, når vi udvikler produkter, også selv om ting driller når man er begyndt at kravle gennem tunnelen og er halvvejs, må man fortsætte. Og så irriterer det mig da, at vores udviklings- og produktionsomkostninger er så høje i forhold til hos producenter med gamle og utidssvarende godkendelser, der efterfølgende kan monteres lovligt i Danmark. Kunderne ofte vognmænd og kommuner tror jo, at opbygningen er lovlig og sikker, fordi den er synet og godkendt.
- Det er jo ikke for sjov, at vi ofte har dyre TÜV heroppe en uge for at overvære vores tests og dokumentation som uvildig instans. Vi er nødt til konstant at teste nye produkter for at leve op til EU-reglerne, og det koster i forhold til producenter, der fremstiller efter gamle standarder og producerer på afskrevet produktionsudstyr som at fortsætte med at producere en skrabet og utidssvarende Trabant i 40 år.
- De nationale regler i Danmark er ikke til fordel for danske virksomheder det skader vores konkurrenceevne at skulle forholde sig til både et EU-regelsæt og samtidig et ringere dansk regelsæt. Det har jeg for nylig skrevet til Trafikstyrelsen om, hvor jeg påpeger problemerne med at leve op til ministerens 10-punktsplan, som Torsten Schack Pedersen fik udvirket men endnu uden svar. Hvis vi i Danmark vil være innovationsland og forædle som teknologi-samfund, duer det ikke, at vi halter bagefter med lovgivningen i forhold til resten af EU, siger Claus Dahl Pedersen.