23948sdkhjf

Mønsterbilister i Roskilde

Kun få bilister på landevejene ved Roskilde kørte med ulovlige dæk.
Konklusionen lå lige for, da politiet og Rådet for Større Dæksikkerhed onsdag foretog Dækrazzia på 275 biler på landevejene ved Risø og Lindenborg nær ved Roskilde:

- Vi har set rigtig mange mønsterbilister her, i hvert fald havde næsten alle fint mønster i dækkene, konstaterede Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed, der stod for Dækrazzia i en aktion ledet af færdselspolitiet i Roskilde.

En af bilisterne med masser af mønster på dækkene havde dog et andet problem:

- Dæktrykket er for højt, faktisk, så vi skal lige have pumpet lidt luft af ud af dem, sagde gymnasieelev Tobias Gjerløff fra Jyllinge, der var undervejs i sin fars Opel Corsa.

- Bilens vinterdæk ligger allerede på fælge, så det er bare lige at smide dem på i starten af november, oplyste han.

Og der var flere mønsterbilister:

- Både dækmønster og dæktryk var fint, for jeg tjekker ofte dækkene, fortalte Maria Møller Andersen fra Roskilde. Hun kører i en Honda Civic og er også godt forberedt på vinterens komme:

- Jeg har mine vinterdæk liggende klar på fælge hos mine forældre, som bor lidt herfra, sagde hun.

En enkelt bilist kom uforskyldt kørende på et uforsvarligt repareret dæk.

- Reparatøren havde foretaget en ulovlig reparation med en lap i selve skulderen af dækket, og det gør man bare ikke. Derfor henviste vi bilisten til reparatøren for at få skiftet dækket til et nyt, oplyste Volker Nitz.

Alt i alt blev Dækrazzia et godt vidnesbyrd om bilisterne fra Roskilde og omegn. En håndfuld fik dog bøder for at køre med ulovlige dæk eller køre for stærkt ind i dækrazziaen.

Rådet for Større Dæksikkerhed og politiet har de seneste to uger foretaget seks dækrazziaer i alle dele af landet og alt i alt kontrolleret 1732 bilers dæk.

- Bilisterne har generelt været glade for at få information om vigtigheden af at have gode dæk på bilen. Og de fleste har da også godt med mønster i dækkene, men vi ser dog lidt flere på vinterdæk, end vi havde ønsket her i sensommeren, hvor sommerdæk stadig er det rette valg, bemærker Volker Nitz.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078