Motorcykelforhandlere og Skat i dialog om afgifter
Efter flere års krise, og med store lagre af overgemte motorcykler, har mc-forhandlerne brug for nye tiltag.
Baggrunden for invitationen var, at MFF igennem hele 2014 har været i konstruktiv dialog med Jakob S Hansen omkring motorcykelbranchens specielle udfordringer efter flere års dramatiske fald i antal nyregistreringer af motorcykler - et fald der nu er vendt, idet kurven i 2014 igen peger opad.
- Men vi kæmper i mc-branchen stadig med efterdønningerne af krisen, og derfor tog vi kontakt til Skat for at se på, hvilke muligheder lovgivningen rummer for netop den problemstilling, som MFFs medlemmer sidder fast i med store lagre af overgemte, usolgte motorcykler, siger MFF-formand John Tange, der er indehaver af Holtu MC i Store Heddinge på Sjælland.
Laver niveaulister
Foreningens henvendelse til skat blev taget alvorligt, og indledende møder fik klarlagt, hvilke muligheder lovgivningen rummer. Disse møder har også skabt en positiv dialog, med respekt for begge parters roller og de udfordringer både Skat og MFF står overfor, fortæller mc-formanden.
- Derfor var næste naturlige skridt, at Skat mødte vores forhandler-medlemmer i direkte dialog i forbindelse med MFFs generalforsamling for at udveksle erfaringer om, hvorledes samarbejdet er forløbet, set fra hver sin side af bordet, og hvad der eventuelt skal rettes op på og gøres bedre fremadrettet, siger John Tange.
Konklusionen på den til tider livlige debat blev, at et konstruktivt samarbejde omkring de udfordringer begge parter står overfor, er den eneste farbare vej for at skabe de nødvendige arbejdsbetingelser i dagligdagen. MFF meddeler således, at foreningen, helt i samarbejdets ånd, har engageret sig proaktivt i arbejdet med opdatering af Skats niveaulister for motorcykler, der benyttes som grundlag for afgiftsberegning i forbindelse med brugte motorcykler.