23948sdkhjf

Importører: Bilerne vi glæder os mest til at sælge

Paris Motor Show er et bombardement af nye biler. Hvilke blandt de mange nyheder glæder den danske bilbranchen sig så allermest til at få hjem i forretningen? Vi har bedt de danske bilimportører i hallerne i Paris om at udpege præcis dén, de hver især glæder sig mest til. Her er deres svar.
Audi: A6 vigtig til firmabilisterne

Britt Stellinger: Her i Paris præsenterer Audi i år tre nyheder: Audi TT Roadster, den opdaterede Audi A6 samt konceptbilen Audi TT Sportback Concept. I Danmark er vejret en afgørende årsag til, at der generelt ikke bliver solgt særligt mange cabriolet-modeller, men takket være den meget vellykkede tredje generation af Audi TT Coupé og nu Audi TT Roadster, som er baseret på coupéen, forventer vi alligevel, at den nye TT Roadster bliver en succes i Danmark.

Af nyhederne er det dog den opdaterede A6, der kommer til at få størst betydning for os salgsmæssigt, da den er en vigtig model for Audi især i firmabilssegmentet.

BMW: 2-serie Cabriolet til dansk sommervejr

Mette Lolholm: Den vigtigste nyhed på BMW standen, set med danske øjne, er BMW 2-serie Cabriolet, som bliver lanceret ultimo februar. Den åbne 2’er passer godt til det danske marked - og det forhåbentligt gode sommervejr - og kommer fra starten med en diesel, to benzinmotorer, og for allerførste gang i en cabriolet, også som BMW M235i med 326 hk.

Ny er også X6 2015. Men altså den åbne 2’er er den vigtigste.

Citroën: C4 Cactus Airflow laaaangt på literen

Ellen Nørregaard: Her på standen i Paris præsenterer Citroën blandt andet konceptbilen C4 Cactus Airflow 2L, som giver nogle spændende bud på, hvordan brændstofforbruget i biler og dermed udledningen af CO2 kan sænkes yderligere.

Konceptbilen viser hvordan design og aerodynamik spiller sammen, og hvordan et meget bevidst valg af materialer, herunder kulfiber, kan sænke bilens vægt. Hertil kommer brugen af den nye type drivlinje, Hybrid Air – og med den et brændstofforbrug på blot to liter pr. 100 kilometer. Produktion er ikke besluttet, men vi vil utvivlsomt se flere af dens løsninger i fremtidens Citroën biler. Derfor er denne konceptbil så vigtig – også for os i Danmark. Yderligere vigtige nyheder for os er den nye C4 Cactus, altså produktionsbilen og ny C1.

Ferrari: California T til nykøbere

Theis Frederik Groneman: Ferraris store nyhed på Paris Motorshow er jo 458 Speciale A – den hurtigste åbne Ferrari, der nogensinde er bygget og formentlig Maranellos sidste gadebil med sugemotor.

Modellen er "La Grande Finale" i 458-seriens historie. Den bedste sportsvogn verden har set. Det kan jeg som Ferrari-mand jo nemt påstå, men se lige her, hvad den bil har vundet af priser: Kåringer i Top Gear, Engine of the Year og så videre. Samt racerløb som Le Mans og 12 hrs Sebring.

Når det er sagt, er California T den vigtigste bil i Danmark. Konceptet er videreført fra den gamle California - af journalister kaldt verdens bedste sportsvogn, fordi den kunne - ikke lidt - men meget af det hele. Den nye bil er bare bedre på alle områder. California T er yderst interessant for os i DK og for Ferrari, fordi cirka 2/3 af køberne ikke før har købt Ferrari. Og den kan bruges hele året.

Fiat: 500X crossover lige i hjertet

Steffen Holm: Vigtigste nyhed fra os er helt klart den nye Fiat 500X, som er en crossover med sjæl og fleksibel rummelighed, som både vi hos Fiat-Danmark og forhandlerne virkelig ser frem til. Den kan personificeres af køberne og fås med den nye 9-trings automatgearkasse som den første bil fra Fiat.

Ford: Mondeo med førende teknologi

Lene Dahlquist: Den vigtigste model for os er den nye Mondeo. Og næsten lige så vigtig er Focus.

Mondeo er vigtigst, fordi vi har ventet på den længe, og fordi vi glæder os meget il at introducere den – vigtig er den også, fordi den jo står lige foran døren.

Først og fremmest glæder vi os til Mondeo, fordi den er flot, fordi den har et højt udstyrsniveau allerede fra standard, fordi den har lave beskatningspriser og i øvrigt førende teknologi. Samt de sublime køreegenskaber, som Ford er kendt for.

Honda: Jazz viderefører prisvindende dyder

Thomas Larsen: Må jeg kun vælge én? For os er der to store nyheder, som vi forventer os meget af på det danske marked. Den ene er den nye Jazz, som har været en af vores store succeser og som ydermere blev kåret til Årets Bil i Danmark i 2009. Med den nye Jazz, der forventes til Danmark i sommeren 2015, får vi en bil, der viderefører alt det gode fra den gamle Jazz så som magic seats og masser af rummelighed, men som pakkes ind i et helt nyt smart og sporty ydre.

Den anden store nyhed for Honda er genskabelsen af den HR-V. En bil som rammer godt ind i det voksende crossover-segment og som byder på masser af plads og naturligvis Hondas magic seats. Forventes til Danmark i sommeren 2015.

Type-R og NSX kommer også i 2015 med Hondas tilbagevenden til Formel 1, bliver det også et år i motorsportens tegn.

Hyundai: i20 supervigtig og seriøs

Annegrethe Skovby: Hyundai skal lancere flere nyheder end nogensinde før i løbet af 2015. Især glæder vi os til lanceringen af ny Hyundai i20, som forventes introduceret i Danmark til foråret næste år. Vigtigst er ny i20, en bil som passer perfekt ind i det danske marked og derfor er en vigtig model for Hyundai. Den bliver en seriøs spiller i klassen. Med en akselafstand på 2570 mm - bliver den helt klart en af de mest rummelige i klassen.

Jaguar: XE en fornuftig Drivers Car

Michael Lund: Den vigtigste Jaguar-nyhed her i Paris er uden tvivl XE. Vi byder nu ind i premium mellem-segmentet, hvor der p.t. sælges 3500 biler årligt; en stor del på leasing, hvor vi med effektive service-omkostninger og længere service-intervaller vil gøre os godt til på TCO. Denne fornuft i en innovativ "Drivers Car", der vil sætte nye benchmark i segmentet, giver os tro på en lys Jaguars fremtid.

Fem motorvarianter fra lancering, for eksempel 163 diesel-heste, 26,3 kilometer på literen og 340 V6 kompressor-heste, der giver en fuldendt køreoplevelse.

Kia: Rio står skarpt med facelift

Lene Mejdal Iversen: Det er klart, at den helt nye Sorento er omdrejningspunkt på Kias stand, men set med danske øjne må vi sande, at den er et nicheprodukt, og det vil aldrig blive nogen volumenmodel for os.

Derfor er den opdaterede Rio helt anderledes interessant for os. Den bliver vores mest solgte model i år, og med et mindre facelift, står den stadig super skarp.

Sorento forventer vi at kunne lancere i løbet af første halvår 2015, Rio i løbet af foråret.

Maserati: Ghibli til toppen af poppen

Theis Frederik Groneman: På Paris viser Maserati en udstyrsvariant af Ghiblien kaldet Zegna (Italiensk modehus) og selvom Ghibli som model ikke er spritny, er den jo mere relevant end nogensinde i Danmark. Vi har jo for tre uger siden sænket beskatningsgrundlaget med 400.000 kr.

Mens vi sender toppen af dansk erhvervsliv ud og køre Ghibli, venter vi på Levante, som er en ny direkte konkurrent til Porsche Cayenne.

Mazda: MX-5 godt skud i bøssen

Jannik Olsen: Jamen vi har kun en nyhed i Paris, og det er MX-5. Så det må jo være den vigtigste os.

Mercedes-Benz: C-Klasse stationcar til menneskepenge

Lars van het Erve: På Paris Motor Show er der mange nye stjerner at se på. Naturligvis trækker Mercedes AMG GT megen opmærksomhed - det samme gør Mercedes-AMG C 63 og B-Klasse Electric Drive. Men den model, der har størst betydning for os rent salgsmæssigt, er den nye C-Klasse stationcar, som følger op på de eneste års fremmarch af netop C-Klassen i Danmark, ikke mindst på markedet for firmabiler, hvor beskatningsgrundlaget for stationcar-udgaven starter under 400.000 kr.

Mini: 5-dørs med øget anvendelighed

Mette Lolholm: På Minis stand er det den ny femdørs Mini, der er vigtigste nyhed. Den tiltrækker et endnu bredere publikum med en øget akselafstand på 7,2 cm til 2,567 m, samt en samlet længde på 3,982 m, hvilket er 16,1 cm længere end den tredørs. Bilens rummelighed med deraf følgende anvendelighed er øget betragteligt.

5-dørs Mini er netop lanceret hos de danske forhandlere, og priserne starter ved 250.000 kroner.

Mitsubishi: Outlander Concept-S mere sporty

Dorthe Elimar Arvin: For os hos Mitsubishi er den nye Outlander Concept-S den vigtigste. Her ser vi Outlanderen i et meget mere sporty og markant design, hvilket ligger rigtig godt til dens 4x4-egenskaber.

Opel: Fornyet Corsa 2015 med turbo

Erik Morsing: Corsa er vores mest solgte bil i Danmark og den vigtigste Opel-nyhed i Paris. Tydeligste synlige forskelle til den nuværende generation er ny 1,0 turbomotor, nyt design indvendigt inklusiv instrumentpanel med 7" touchscreen på de bedst udstyrede versioner. Dertil ny undervogn, ny styring og selvfølgelig nyt udvendigt design.

Peugeot: Quartz viser vejen frem

Hanne Langsig Sørensen: Vores vigtigste nyhed er konceptbilen Quartz af tre årsager: 1) Quartz er ikke kun et resultat af "fri leg" hos Peugeots designteam - den er en klar indikation af en fremtidig model. 2) Quartz viser Peugeots vision for crossover/SUV segmentet - mere dynamik og sporty udstråling - og mere high-end finish. 3) Drivlinjen er en hybrid, der yder 500 hestekræfter, og det understreger, at Peugeot stadig satser på hybrid - og nu også som high-performance drivlinje i en premium-model.

Porsche: Cayenne S E-Hybrid er klar

Pernille Vedel Larsen: Porsche præsenterer Cayenne S E-Hybrid som eneste nyhed på Paris Motor Show, så den er jo vores vigtigste nyhed. Vi har høje forventninger til den nye Cayenne, den kan ses i vores showrooms fra mandag den 13. oktober.

Seat: Leon X-Perience præsterer flot

Jesper Stoltenberg-Mathiesen: Den største nyhed er vores helt nye Leon X-Perience med 4DRIVE, som konstant er forberedt på at aktivere firehjulstrækket, når dette er nødvendigt. Det nyeste medlem af Leon-familien kombinerer et emotionelt design med topmoderne teknologi. Vi ser et usædvanligt højt niveau af præstationer og sikkerhed med kraftfulde TDI-motorer med op til 184 hestekræfter. Leon X-Perience vil kunne opleves i forhandlernes showroom i fjerde kvartal 2014.

Hertil kommer en anden "nyhed", nemlig at Seat Ibiza har 30 års jubilæum. Og ikke nok med det – det er 30 år siden, Ibiza blev præsenteret første gang – og det skete præcis her på Paris-udstillingen. En fantastisk bil, der fås både som Sports Coupé, 5-dørs og som stationcar.

Skoda: Ny Fabia er mere rummelig

Peter Lorenzen: Den nye Fabia - både som hatchback og som Combi – er det store hit fra os hernede. Fabia bliver større og dermed endnu mere rummelig, og med nye motorer og en designlinje, der kendes fra ikke mindst Octavia, tror vi på fortsat succes for Fabia i Danmark.

Toyota: Aygo overtrumfer ny brint-søster

Anders Tystrup: På udstillingen her i Paris står følgende biler på Toyota-standen: C-HR Concept, FCV, i-ROAD, Aygo og Yaris. Ud fra denne liste er der ingen tvivl om, at først og fremmest Aygo og dernæst Yaris er de klart vigtigste for Toyota i Danmark.

Men konceptbilen C-HR Concept, der er en bil i crossover-klassen vil bestemt og blive en særdeles betydende model, når den en dag kommer på markedet i en endelig udgave.

Den største nyhed, set med danske øjne, er nok brintbilen FCV. Ikke fordi det er en bil, der vil blive solgt mange af de første år, men fordi det er en ny og banebrydende teknologi, der her ser dagens lys for første gang i en reel serieproduceret brintbil. Og den er særlig interessant for Danmark, da Toyota har valgt, at Danmark bliver første land i Europa sammen med Tyskland og England, hvor brintbilen introduceres. Det sker allerede til næste sommer.

Volkswagen: Passat GTE viser fremtiden

Søs Ilum: Vigtigste nyhed for Volkswagen er den nye Passat og især Passat GTE. Den er ottende generation af Passat, der i høj grad har flyttet sig opad – den er firmaluksus så at sige.

Plugin-hybriden GTE viser fremtiden og for en gangs skyld er registreringsafgiften med os.

Volvo: Ny XC 90 hitter i premiumsegmentet

Jan Larsen: Volvo Car Group præsenterer her på udstillingen "Det nye Volvo", hvor Volvo XC 90 er den første model på vores nye platform med betegnelsen SPA. Den nye XC 90 er indbegrebet af det nye Volvo. Vi producerer premiumbiler med høje ydelser og lavt brændstofforbrug. Top of the line er hybrid-versionen XC90 T8 twin engine med 320 + 80 hestekræfter og et CO2-udslip på cirka 60 gram pr. kilometer.

Volvo satte jo 1927 eksemplar af XC 90 til salg på nettet i starten af september i en speciel First Edition-variant hver med sit nummer. Prisen i Danmark var 1.827.000 kroner. Bilerne blev solgt på 47 timer og der var syv danskere, som købte en. Så en god start - også i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097