Gode eksempler skal drive miljøbiler frem
Danskernes kendskab til biler på el, brint og gas skal udbredes for puljepenge, så vi tør købe alternativt næste gang.
- Vi skal have mere fart på udbredelsen af elbiler i Danmark. Målet er, transportsektoren skal være fossilfri i 2050. Men der mangler viden om og tillid til de nye typer af biler blandt forbrugerne. Derfor afsatte vi en pose penge i Energiforliget til projekter, der kan sætte skub på udviklingen og få flere grønne biler på de danske veje, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.
I år vil Energistyrelsen støtte forsøgsordninger og partnerskaber, der øger udbredelse af el-, gas eller brintkøretøjer med i alt 38 millioner kroner.
- Danske bilejere og virksomheder skal se biler, der kører på el, gas og brint som et attraktivt alternativ. Med partnerskabs- og forsøgsordningerne giver vi udviklingen et rygstød i den rigtige retning og får adresseret nogen af de markedsmæssige og infrastrukturelle barrierer, der bremser de grønne biler lige nu, siger Rasmus Helveg Petersen.
Som ringe i vandet
Dansk Elbil Alliance fremhæver vigtigheden af, at det store flertal af danskerne, via forsøgsordningerne, kan se de gode erfaringer med elbiler og få lettere ved selv at turde træffe valget om at køre elbil.
- Puljen er med til at give langt mere synlighed om elbiler, og har allerede bidraget til omtrent en fordobling af antallet i Danmark. De erfaringer, som brugerne får med projekterne, spreder sig som ringe i vandet i forhold til at få flere flådeejere og private til at vælge elbilen næste gang. Og det er en vigtig forudsætning, hvis elbilerne skal have et gennembrud i Danmark, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
I 2013 støttede Energistyrelsen fire elbilpartnerskaber, som i 2014-15 betyder, at 1400 nye elbiler vil trille ude på vejene. Ét eksempel er biludlejningsvirksomheden AVIS, der med støtte fra Energistyrelsen, tilbyder fleksibel leasing af 400 elbiler som udlejes på månedsbasis til en pris, der er konkurrencedygtig med almindelige biler.