Kevin Magnussens teamkammerat får straf i USA
Jenson Button bliver rykket fem placeringer tilbage efter lørdagens kvalifikation til grandprix'et i USA.
Det står fast, efter at Kevin Magnussens teamkammerat hos McLaren er blevet tildelt en straf på fem placeringer efter lørdagens kvalifikation.
McLaren beretter på teamets Twitter-profil, at Jenson Button selv har bekræftet straffen, som skyldes, at han er blevet nødt til at få skiftet gearkassen i sin racerbil.
Den 34-årige brite er med i lørdagens kvalifikation, men når den er kørt, bliver han altså rykket fem pladser tilbage til selve løbet.
Verdensmesteren fra 2009 ligger nummer syv i VM-stillingen med 94 point.
Der resterer tre grandprix'er i sæsonen.
/ritzau/