To toptitler til Aston Martin i Shanghai
Christoffer Nygaard var i vinderbilen #98 i GTE Am klassen for NorthWest teamet sammen med Poul Dalla Lane/Pedro Lamy. Og ikke nok med det. Bilen på andenpladsen blev den dansk ejede Young Driver #95 med Kristian Poulsen, David Heinemeier Hansson og Richie Stanaway. Stanaway vikarierede for Nicki Thiim, der kørte i USA i weekenden. Tredjepladsen i denne klasse tilfaldt 8Star Motorsport.
I LMP1-klassen kom vores Le Mans-helt Tom Kristensen i #1 ind på en femteplads for Audi sammen med sine medkørere Lucas Di Grassi og Loic Duval, mens den anden Audi #2 var en tand bedre på fjerdepladsen. Klassen blev vundet af Toyota med en dobbeltsejr – de var simpelthen bedst på dagen. Porsche havde måske håbet på mere, men en tredjeplads er vel ikke dårligt, når nu den anden Porsche ikke nåede med til start på grund af tekniske problemer. Porsche tog sig derimod af placeringerne et og to i GTE Pro klassen, begge biler fra Team Manthey som er det officielle Porsche team i klassen. På tredjepladsen her kom den ene af AF Corse bilerne.