Fra diktatur til dialog
Bilforhandler Kaj Højland harcelerede mod forsikringsbranchen og håber på snarlig omlægning af skadesopgørelser.
- Vi må starte på en frisk og stå sammen og alle flytte til nyt system væk fra Autotaks på én gang uden skruebrækkere i branchen. Autotaks er rent diktatur, hvor CABAS er dialog. Vi har i min virksomhed kæmpet i 10 år uden at få ret i vores argumenter om bedre reparationstider – forsikringsselskaberne ser os hellere dø af sult end at række hånden ud i en tid, hvor bilsalg ikke giver smør på brødet. Og de har jo penge nok, især nu hvor bilernes elektronik giver færre skader for de samme præmiebetalinger.
- Ingen i branchen kan skifte en dør for fire hundrede kroner, som det kræves af os – reparationstiderne er helt hen i vejret. Taksatorerne fortæller os, at vi er ringe fagligt, hvis vi ikke kan lave en reparation på den tid, de dikterer os, for "det kan de andre værksteder" – med CABAS bliver en reel og gennemprøvet tidsfaktor synlig for alle, sagde Kaj Højland.