23948sdkhjf

Farvel til caliper-produktion

SBS satser nu udelukkende på distribution af dele efter salget af sin caliper-produktion til FTE.
Scandinavian Brake Systems A/S kunne den 1. september oplyse, at SBS har solgt sin renoveringsproduktion af bremsecalipre til tyske FTE Automotive for 207 millioner kroner. SBS og FTE fortsætter det tætte samarbejde, hvor FTE producerer calipre til SBS’ internationale automotive forretning, der indeholder et bredt sortiment af sliddele til det automotive eftermarked.

Salget af caliper-produktionen var naturligt nok et markant emne på Automechanika, hvor SBS slog på tromme for "den nye situation", hvor der nu skal bygges op omkring de kernekompetencer, som brandet NK er en stor del af.

- Vi vil nu som handels- og distributionsvirksomhed have benhård fokus på vores distribution af NK med et bredere og dybere sortiment samt på vores salg af bremseskiver i forskellige private labels. Vi har klar fokus på vores kunders servicebehov, som vi vil støtte frem for "bare" at være leverandør. Vi vil simpelthen gerne være vores kunders forlængede arm - vi skal skabe værdi for vores kunder og vores kunders kunder - værkstederne, fastslog global salgsdirektør Lars From på messen i Frankfurt.

- Dette betyder et pænt løft i vores image - det er et skridt i den rigtige retning - nu skal vi så bevise, at det er det rette at gøre. Det sker blandt andet via en uddannelsesplan for vores stab - vi vil gerne være strategisk leverandør, tilføjede han.

NK er kendt for et af markedets bredeste programmer inden for bremser, styretøj og andre sliddele. NK dækker biler siden 1980 og leverer 95 procent af sortimentet fra dag til dag samt yder fem års garanti på deres produkter.

117 medarbejdere skifter

Den nye salgsftale er betinget af en række sædvanlige forhold, herunder godkendelse fra relevante konkurrencemyndigheder, som alle forventes opfyldt, formentlig i fjerde kvartal af i år.

Siden 2010 har SBS og FTE haft et joint venture vedrørende renoveringsproduktion af bremsecalipre på fælles produktionsplatform i Presov, Slovakiet, med en ejerandel til SBS på 51 procent og til FTE på 49 procent. Den nu indgåede aftale indebærer, at FTE overtager hele renoveringsproduktionen af bremsecalipre, det vil sige den resterende ejerandel af produktionen i Presov samt renoveringsproduktionen i Støvring. Aftalen omfatter alle ansatte i Støvring med tilknytning til caliperproduktionen, mens de medarbejdere, der har tilknytning til distributionsaktiviteterne i Støvring, forbliver i SBS. Samlet forventes det, at 117 medarbejdere overgår til ansættelse hos FTE som følge af aftalen.

Transaktionen medfører, at koncernen realiserer en regnskabsmæssig fortjeneste på cirka 95 millioner kroner før skat, og koncernens egenkapital forventes efter transaktionen at være positiv.

- Salget kan ses som en naturlig konsekvens af de spidskompetencer, som FTE og SBS hver især har bidraget med i det hidtidige samarbejde. FTE har sit udspring i industrielle kompetencer og har dermed mulighed for at udvikle produktionen yderligere. SBS har indgående viden om det automotive reservedelsmarked for calipre og andre sliddele kombineret med et effektivt, internationalt distributionsnet, udtaler Hans Fuglgaard, adm. direktør i SBS.

- Med indfrielsen af det ansvarlige lån tager SBS det afgørende skridt mod at få normaliseret virksomhedens finansiering. Dermed forstærkes grundlaget for den strategi, som allerede er i gang med at blive implementeret med succes. Det forbedrede kapitalgrundlag giver mulighed for øget udvikling af SBS-koncernens kerneforretningsområder, der alle indeholder væsentlige, strategiske potentialer for vækst og øget indtjening, tilføjer Tage Reinert, bestyrelsesformand.

SBS Automotive vil fortsat omfatte den europæiske distributionsforretning af et bredt sortiment af sliddele til det automotive eftermarked med virksomheder i Danmark, Tyskland, Frankrig og Rusland samt bremseskiveforretningen i Holstebro. Bremsecalipre vil fortsat indgå som en del af sortimentet, der ligeledes vil blive yderligere udvidet.

SBS, der er et dansk, børsnoteret selskab med hovedkontor i Svendborg, omsatte i 2013 omsatte for 1030 millioner kroner inden for udvikling, produktion og distribution af bremsedele og beslægtede sliddele til biler, motorcykler, vindmøller og specialområder. Virksomheden beskæftiger cirka 475 medarbejdere i Danmark, Tyskland, Frankrig og Rusland. Efter transaktionen vil SBS beskæftige 360 medarbejdere.

FTE Automotive er en tysk producent af hydrauliske bremsedele og koblinger med hovedkontor i Ebern nord for Nürnberg og med afdelinger i USA, Mexico, Brasilien, Kina og Indien. Virksomheden beskæftiger cirka 3600 medarbejdere og omsatte sidste år for cirka 3400 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094