Würth-direktør stopper
Sven Kristensen har valgt at forlade Würth Danmark efter 22 år i selskabet. Hans afløser er endnu ikke fundet.
Hvem der kommer til at overtage posten som adm. direktør efter Sven Kristensen, er endnu ikke afklaret. Ind til da står Sven Kristensen fortsat til rådighed for virksomheden, og alle opgaver vil derfor blive overdraget med den omhu, ansvarlighed og loyalitet, som Sven Kristensen altid har været kendt for blandt Würth Danmarks medarbejdere og ledelse, lyder det videre.
Da Sven Kristensen overtog posten som adm. direktør hos Würth Danmark, var det med ønsket om at bringe virksomheden sikkert gennem finanskrisen og ruste organisationen til den nye virkelighed, virksomheden som konsekvens af en stærkt stigende konkurrence på engrosmarkedet stod overfor. Den opgave er nu løst, og Sven Kristensen finder derfor, at virksomheden er klar til, at han kan lade nye kræfter eksekvere den vækststrategi, som han de seneste år har opbygget fundamentet til.
Forventer vækst
- Siden jeg overtog det øverste ansvar i Würth Danmark, har jeg i tæt samarbejde med Würth Danmarks dygtige ledergruppe og Würth gruppens koncernledelse haft fokus på at opbygge en adræt, innovativ og konkurrencedygtig organisation med et højt kompetenceniveau. Vi har blandt styrket organisationen med en række nye kræfter i ledelsen, som står i spidsen for nye forretningsområder, hvor vi forventer massiv vækst. Samtidig har vi har omlagt vores tidligere divisionsstruktur, så vi i dag agerer i en matrix-organisation, hvilket blandt andet har sikret en bedre udnyttelse af kompetencerne hos hver enkelt af vores medarbejdere, udtaler Sven Kristensen og tilføjer:
- I forhold til vores tilbud til kunderne har vi blandt andet haft et højt fokus på at udvikle vores koncepter for eksempel vores lager- og logistikløsning, ORSY, og vores sikkerhedskoncept, Safety at Work. Herudover har vi øget vores specialistkompetencer eksempelvis inden for additiver, bilpleje, skudmontage, faldsikring og værkstedsindretning. Også vores butiksnet er blevet udviklet meget. Både i antallet af butikker og med shop-in-shop løsninger. Sidst men ikke mindst er kuglerne støbt til yderligere udvidelser i både produktprogram, kunderettede tilbud og yderligere udvidelser af butiksnettet.
Würth Danmark A/S, som blandt andet sælger produkter, værktøj og værkstedsudstyr til autobranchen, har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger godt 500 medarbejdere. I 2013 var omsætningen på 675 millioner kroner. Würth Danmark A/S er en del af den tyske Würth-gruppe, som er repræsenteret i mere end 80 lande og beskæftiger mere end 65.000 medarbejdere.