Undgå at lukke konkurstruede firmaer
Ikke en eneste af de virksomheder i autobranchen, Villy Nissen har medvirket til at redde eller sælge siden han begyndte i 1976, er gået neden om og hjem.
Det er den erfaring, Villy Nissen, har gjort sig gennem de efterhånden mange år, han har drevet Villy Nissen ApS i Horsens Autobranchens Virksomhedskonsulent. Selv om han i dag er 85 år, er der stadig bud efter ham. For eksempel når CAD kalder, eller når en nødlidende virksomhed i branchen har hørt om, hvad han har gjort for at hindre en truende konkurs eller hvor ejeren ønsker at sælge virksomheden. Selv ønsker Villy Nissen nu også at finde nogen, som kan fortsætte hans livsværk, og som måske i en periode vil arbejde sammen med ham og måske videreudvikle hans forretning.
Villy Nissen har mange års praktisk erfaring fra autobranchen. Han blev først uddannet som reservedelsmand her i landet. Siden boede han 12 år i Sverige, hvor han først blev uddannet som automekaniker og derefter var han i otte år sælger af person- og erhvervsvogne. Tilbage i Danmark beskæftigede han sig med salg, organisation og ledelse i kendte danske og internationale autovirksomheder, før han i 1976 valgte at bruge al sin erfaring og viden som autobranchens konsulent. I dag kan han med tilfredshed konstatere, at ingen af dem, han har medvirket til at redde eller sælge er gået neden om og hjem, som han selv udtrykker det. Der er dog enkelte, som ejerne selv har valgt at lukke for eksempel for at gå på pension.
Altid en mulighed
- Jeg er godt klar over, at jeg sikkert er upopulær hos nogle advokater, fordi jeg kan foreslå andre løsninger end lukning af en virksomhed. For advokaterne er lukning en nem løsning, hvor de får deres honorar som en procentdel af virksomhedens aktiver. Min løsning er, at man arbejder på at redde virksomheden med en rekonstruktion, siger Villy Nissen. Han mener, at den mulighed altid er til stede, hvis viljen er det.
Siden 1983 har han benyttet et selvudviklet analyseprogram, der er så detaljeret og fintmasket, at han er i stand til præcis at pege på, hvor det går galt og hvilke parametre, der skal justeres på, for at en virksomhed kan fortsætte. Altså hvad virksomheden er god til at tjene penge på, og hvad den skal afholde sig fra.
- Mine beregninger har altid givet anledning til, at der bliver lyttet, og så er der arbejdet videre på en rekonstruktion af virksomheden og en tvangsakkord. Måske på 25-30 procent, fortæller Villy Nissen.
Uansvarlige
Han kan også nævne flere tilfælde, hvor ellers gode muligheder for et redde en virksomhed ikke har kunnet gennemføres, fordi pengeinstitutter efter hans opfattelser er uansvarlige med deres lånetilbud.
- Jeg har for ikke længe siden oplevet, at en bankrådgiver havde "nikket ja" til en etablering baseret på mine kalkulationer, som, vedkommende iværksætter personligt godt kunne se, var realistiske. Men efterfølgende vendte bankrådgiveren tilbage med et lånetilbud, der var så langt fra det, vi havde talt os frem til, så det var helt urealistisk at gennemføre i en virksomhed, der i forvejen havde været gennem en konkurs. Forklaringen var, at pengeinstituttet ikke kunne passe mit beregningssystem ind i deres eget, fortæller Villy Nissen. Det pågældende pengeinstitut havde endda gjorde meget ud af at fortælle, at det var erhvervsvenligt.
Der var så heldigvis et andet pengeinstitut, som kunne indpasse mine beregninger, så etableringen blev gennemført til både udlejerens og medarbejdernes tilfredshed. De har alle sammen haft noget ud af det, og de har i dag en god forretning, konkluder Villy Nissen.
Kontrolleret "pusterum"
- En rekonstruktion kan give nødlidende virksomheder et "pusterum" under kontrollerede forhold, mens skifteretten undersøger, om der kan laves en plan med en samlet ordning med kreditorerne, så virksomheden kan videreføres, forklarer Villy Nissen.
Planen indeholder næsten altid en nedskrivning af virksomheds kreditorgæld, der typisk består af gæld til leverandører, til pengeinstitutter og realkreditforeninger.
- Den første forudsætning for, at en virksomhed kan reddes ved en rekonstruktion er, at indehaveren erkender, at det går den gale vej. Mange arbejder som besatte på at få det til at køre, alt imens virksomhedens overlevelsesmuligheder forringes dag for dag. De skal i stedet for at gøre det, de helst vil og kan, nemlig at arbejde med biler, lyder rådet fra Villy Nissen.
Det kan ikke tydeligt nok pointeres, at en hurtig indsats har største betydning, hvis en rekonstruktion er redningen, da den betyder:
at man kan koncentrere sig fuldt ud om det daglige arbejde,
at gældsættelsen ikke må forøges mere,
at aktivernes værdi ikke forringes unødvendigt,
at alle kreditorerne kan ligestilles,
at ingen kan gøre udlæg, eller begæres konkurs i rekonstruktionsperioden.
Rekonstruktionsbehandling
Både indehaveren selv og virksomhedens rådgiver kan begære skifteretten om rekonstruktionsbehandling. Efter den nye konkurslov kan også simple kreditorer anmode om en rekonstruktion.
Tilladelse til en rekonstruktion giver tre måneders frist til at udarbejde en reorganiseringsplan.
En rekonstruktion skal ikke annonceres, men der skal udsendes en meddelelse til alle fordringshaverne. Den skal indeholdende alle de oplysninger, konkursloven kræver til rekonstruktionsbehandlingen. Foruden en eller flere rekonstruktører er der også en regnskabs-kyndig tillidsmand. Det er normalt en revisor.
Skyldneren kan også anmode om, at der også medvirker en fagkyndig tillidsmand, der er beskikket af Domstolsstyrelsen. Disse personer udarbejder i fællesskab en total status over alle virksomhedens aktiver og passiver. Med denne status som baggrund kan det beregnes, hvor stort beløb der er tilbage til kreditorerne.
Virksomhedens fremtid
Den tilsynsførende rekonstruktør, den regnskabskyndige tillidsmand samt den fagkyndige tillidsmand skal sammen med virksomhedens ledelse også udarbejde et budget for den fremtidige drift. Dette budget skal overfor skifteretten kunne sandsynliggøre, at virksomheden kan videreføres på et fornuftigt grundlag. Først da er der muligheder for at opnå en akkord.
Med skifterettens registrering af rekonstruktion som fristdag, (skæringsdag), må virksomheden drives på sædvanlig måde, under forudsætning af at driften er overskudsgivende. Der må dog ikke foretages dispositioner af væsentlig betydning, uden den tilsynsførende rekonstruktørs samtykke.
Det er helt afgørende for, at et reorganisationsresultat bliver optimalt og at reorganiseringen i det hele taget kan gennemføres, at en rekonstruktionsperiode bliver så kort som muligt. Det medfører for det første, at kreditorerne får mest muligt af deres tilgodehavende, og for det andet at virksomheden får de bedste betingelser for at fortsætte driften efter en eventuel akkordordning.
Tillidsmand
Hvis man føler, at ens virksomhed kan komme i vanskeligheder eller den allerede er kommet i vanskeligheder, opfordrer Villy Nissen indehaveren til at kontakte ham. Siden 1992 har han været beskikket af Domstolsstyrelsen som fagkyndig tillidsmand for autobranchen, og har som sådan hjulpet adskillige virksomhedsejere med et godt resultat. Kontakten koster kun en telefonsamtale, og det foregår under fuld diskretion.
- Autobranchen er en vanskelig branche, erkender Villy Nissen. - Det er nok den mest kapitalkrævende branche i detailleddet overhovedet i forhold til omsætning og afkast. Der er ikke mange brancher, hvor man kan måle forskellen på succes og fiasko med sølle 3-4 procent af den totale omsætning.
Af samme grund er autobranchen også meget konjunkturfølsom. I en længere periode har tiderne været særdeles gunstige for autobranchen. De fleste virksomheder har forstået at udnytte de gode tider på den rigtige måde. De ruster sig til de mindre gode tider, som erfaringsmæssigt kommer igen, og som kan give branchen likviditetsproblemer. Det kan medføre en stramning af økonomien og yderste konsekvens medføre, at nogle skal tage drastiske skridt for at virksomheden kan overleve.