23948sdkhjf

Ingen rabat til bybiler i København

Rabat på parkering til bybiler sparket til hjørne i København.
Et enigt Teknik- og Miljøudvalg i København afviste mandag at godkende et forslag om parkeringsrabat til bybiler på el. Det skyldes, at der ikke i budgettet for 2015 er afsat penge til at håndtere den nedgang i parkeringsindtægterne, som forslaget kan medføre. Skal bybiler have mulighed for at parkere med rabat i København, skal der derfor findes penge ved fremtidige budgetforhandlinger.

Et flertal i udvalget bestående af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale og SF understregede i forbindelse med beslutningen, at kommunen skal arbejde for at fremme elbiler i København. Det skal også gælde bybiler.

- Jeg er glad for, at et flertal i udvalget har understreget, at vi skal lægge os i selen for at fremme brugen af elbiler i København, og at det også skal gælde for bybiler. Om der så kommer parkeringslicenser med rabat til bybiler på el, det må kommende budgetforhandlinger vise, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Udvalgets beslutning har ikke konsekvenser for allerede etablerede bybilselskaber eller kommende operatører, der fortsat kan drive bybiler i København. Bybilerne kan dog ikke opnå rabat på parkering.

Håber på løsning

Car2go er en af de aktører, der havde håbet på, at deres koncept kunne få rabat.

- Vi er tilfredse med, at el-bybiler ikke uretmæssigt favoriseres, men vi forventer naturligvis stadig, at markedsledende delebilsystemer som car2go, som dokumenteret er med til at nedsætte trængslen og presset på p-pladserne, kan få en rimelig delebilslicens, som kommunen præsenterede os for, da vi besluttede os for at lancere i København. Men vi arbejder fortsat på at finde en løsning med kommunen, og det er lykkedes med 27 andre byer, så det må også kunne lade sig gøre med København. Vi kan stadig ikke acceptere at vi skal betale 54.000 kroner i årlig parkeringsafgift, når traditionelle delebiler kun skal betale 200 kroner. Om elbiler skulle få favorabel gratis parkering er fint med os, men car2go vil ikke diskrimines. Det er konkurrenceforvridning, udtaler car2go's danske landechef, Anders Kragelund.

Jens-Kristian Lütken (V) og medlem af Københavns borgerrepræsentation vil stille spørgsmål til Morten Kabell, hvor Venstre-politikeren vil have svar på, hvorfor borgmesteren vil stikke en kæp i hjulet for et koncept, der kan nedbringe trængslen.

- Det er fint, at forslaget, der groft favoriserede elbiler, blev nedstemt, men nu kan man sige, at alle er stillet lige dårligt, vi ser gerne, at kommunen tilgodeser alle initiativer, der kan være med til at nedbringe trængslen – som for eksempel konceptet fra car2go, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.231