AutoBranchen sætter forsikringsskader til debat
AutoBranchen Danmark holdt i slutningen af oktober fire gå-hjem-møder for eftermarkedet med mere end 150 deltagere. Møderne var rettet særligt mod autolakererier og karrosseriværksteder, og der var stort fokus på forsikringsselskabernes rolle i branchen.
- Der er generelt et ønske om, at AutoBranchen Danmark hjælper med at samle en liste over de forskellige bilfabrikkers plastdele for at kunne bestemme det påkrævede lakbehandlingsmønster for hver enkelt. Vi er i AutoBranchen Danmark i gang med at undersøge, om det er praktisk muligt at udarbejde en sådan liste og holde den opdateret. Der er hele tiden nye opdateringer, hvor vi ikke altid kender lakbehandlingsmønsteret for plastdelene, siger underdirektør i AutoBranchen Danmark, Michael Nørregård, efter fire gå-hjem-møder for eftermarkedet om forsikringsskader.
Det var desuden et stort ønske, at AutoBranchen Danmark løbende indsamler dokumentation over de tilfælde, hvor forsikringsselskaberne fravælger det korrekte behandlingsmønster fra reparationsvejledningen.
Her blev medlemmerne opfordret til at anvende den udviklede mobil-app til at tage billeder og indsende dem til AutoBranchen Danmark.
Rigtige forkalkulationer
Det er almindeligt kendt, at der er store penge at hente, hvis man bruger Autotaks/Forsi korrekt. AutoBranchen Danmarks kom i sit oplæg rundt om, hvordan man får de rigtige starttider og sikrer sig den korrekte betaling til udsprøjtning på sideliggende dele. Undervejs på de fire gå-hjem-møder gik det gennem de livlige diskussioner op for deltagerne, hvor vigtigt det er med en konstruktiv dialog mellem lak- og karrosseriværkstederne, så de bliver bedre til fra starten at kunne lave den rigtige forkalkulation blandt andet med de rigtige starttider.
- Lakererne lever med, at det er karrosseriværkstedet, som laver deres forkalkulation, og problemet med den konstruktion blev illustreret med, hvordan karrosseriværkstederne mon ville opleve det, hvis det omvendt var lakererne, der skulle lave forkalkulationen på skadesreparationen. Det gav sammen med oplæggene anledning til livlige diskussioner på møderne, udtaler Michael Nørregård.
Færre værksteder
Forsikringsselskaberne vil gerne samle deres reparationer hos færre værksteder og lakerere for at få en mængderabat, når de kommer med flere skader.
AutoBranchen Danmark har udviklet en simpel regnemodel, der gør værkstederne i stand til hurtigt at vurdere, om det er et godt eller dårligt tilbud, når forsikringsselskaberne tilbyder en øget volumen mod at få en given rabat.
- Når man giver rabat, betyder det et lavere dækningsbidrag per skade, og med indtastning af op til seks enkle nøgletal regner vores model ud, hvor mange flere biler der skal repareres for at nå samme samlede dækningsbidrag, hvis man giver rabat, siger Michael Nørregård.