23948sdkhjf

En bager, biler og et intelligent lagersystem

Der skal tænkes over alle detaljer, når man bygger nyt bilhus. Og det har Henrik Larsen Biler på Østerbro gjort i et bilhus med udstilling og værksted i flere etager.
Der var mange udfordringer, da Henrik Larsen skulle bygge nyt bilhus. Der findes ikke mange byggegrunde tæt på Københavns centrum, men den lange, slanke grund på Rovsingsgade på Østerbro blev hjemmet for et moderne og nytænkende byggeri. 50 parkeringspladser er der på toppen af de tre etager, en 12,6 meter høj reservedelselevator med en vægt på 60 ton og ikke mindst en bager i stueetagen. Det er alt sammen eksempler på ting, der er at finde i huset, der blev taget i brug for halvandet år siden.

Et af de store fokusområder i byggeriet har været værkstederne, der er at finde på to af etagerne. Her er installeret store vinduer for at give masser af lys. Og så kan mekanikerne som nogle af de få skrue på biler med udsigt.

- Vi har sørget for, at værkstederne er lyse og luftige, ligesom farverne er holdt i pæne, grå farver. Det har været en kæmpe gevinst for vores folk. Deres arbejdsforhold har vi haft meget med i overvejelserne, hvorfor der også har været fokus på omklædningen og vores fælles kantine, forklarer direktør Henrik Larsen.

En af grundpillerne er reservedelslageret, der fungerer som et elevatorsystem.

- Vi har fået et intelligent lagersystem, som næsten er umuligt at etablere i et gammel bilhus. Her er det omhyggeligt tænkt ind i projektet fra starten, og det passer ind. Og så har vi en masse fordele af det, da det kan tilgås på to etager, og om natten optimere det sig selv og eksempelvis foreslår nye pladser til dele, vi bruger meget, siger Henrik Larsen.

Sammenhæng

Førhen holdt afdelingen til 800 meter længere nede af vejen. Den blev solgt fra og for godt halvandet år siden rykkede de nu 45 ansatte ind i de nye lokaler på 8.000 kvadratmeter. For fremtidssikringens skyld er det muligt at bygge endnu to etager á 1600 kvadratmeter på det imponerende bilhus. Både byggetilladelse, fundament samt el, vand med mere er forberedt til det.

Huset er inddelt med reception, værkstedsindskrivning og reservedele i stueetagen. Første sal tilhører Citroën, der også har en dedikeret afdeling til deres DS-modeller i en bygning ved siden af. På anden sal findes de to andre mærker i huset nemlig Honda og Hyundai. Værkstederne på de to nederste etager laver personbiler, varebiler og mindre pladearbejde.

En af udfordringerne ved at bygge i højden er at sikre, at afdelingen på anden sal får besøg af kunderne. Og det har de været bevidste om.

- En af de ting, vi ville have, var en rulletrappe. Den er vigtig for at kunne få folk til at bevæge sig op på de øvre etager og se vores udstilling, forklarer Henrik Larsen og fortsætter.

- Der er generelt mange ting, man skal overveje, når man bygger nyt. Jeg har lært, at jeg kigger for meget på driften og ikke på den interne logistik. Derfor forventede jeg også, at når de ansatte kom over i nye omgivelser, ville tilpasningen gå hurtigt. Men det tog omkring ni måneder, før de havde fået de nye processer ind under huden. Det skal man huske, forklarer Henrik Larsen.

Rigtige valg

Godt halvandet år efter byggeriet blev færdig, er alle de 45 ansatte faldet til og blevet glade for de lyse, moderne omgivelser.

- Vi har været super glade for de valg, vi har truffet, og vi har både glade ansatte og kunder. Der er ikke noget, vi ville lave om på bygningerne. Det eneste er, at vi har tilkøbt lidt mere parkeringsplads, siger Henrik Larsen.

Finanseringsmæssigt var det et krav, at bygningerne i fremtiden eventuelt ville kunne benyttes af andre brancher end bilbranchen.

- Jeg vil også mene, at det i dag er for risikabelt at bygge et klassisk bilhus, der kun kan benyttes til at sælge biler, siger Henrik Larsen.

Det betyder dog ikke, at der er gået på kompromis med de 8.000 stilrene kvadratmeter på Østerbro, der altid er klar med en biler og lidt bagerbrød.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094