Ny Mondeo og Passat i duel
Til nytår lancerer Ford sin nye Mondeo. Og Volkswagen er højaktuel med den nye Passat. Vi har kørt dem begge og konkluderer blandt andet, at Mondeo vinder på køredynamik, og at Passat vinder på forbrug men hvilken vinder på salg?
Men det seneste års tid er gassen gået af både Mondeo og Passat. Biler som Opel Insignia, og senest Mazda6, har fået frit spil, fordi de to andre var gamle modeller. Men netop her ved indgangen til vinteren 2014/15 gøres der klar til en ny runde: Volkswagen lancerer sin nye Passat nu, Ford er klar til Danmarks-premiere på ny Mondeo den første weekend i det nye år.
På mange måder er ny Mondeo og ny Passat samme historie: Begge biler er nye fra platformen og op, begge har nye karrosserier med nyt design især Mondeo begge har en række af nye motorer på både benzin og diesel, og begge satser butikken på nye kabiner med store touchskærme.
Indtil nu har firmabil i denne størrelse været lig med diesel hvad ellers? Men benzin-motoren får en chance mere hos begge: Ford lancerer sin nye firmabil med en ny 4-cylindret benzinmotor på 1,5 liter, Volkswagen har lagt en ny udgave af fabrikkens 4-cylindrede benziner på 1,4 liter i sin. De to yder henholdsvis 160 og 150 hestekræfter.
Vi har kørt de første kilometer i både Mondeo og Passat og stiller her skarpt på netop benzinerne Mondeo 1,5 EcoBoost og Passat 1,4 TSI. Begge er motorer på den absolut nye måde: Blide, når der køres med blød fod, og omdrejningsvillige, når der gives gas, Passaten endda med et ikke ringe sporty snit. Men målt på forbrug træder VWen tydeligt frem foran konkurrenten: 20,4 kilometer på literen mod 17,2.
Mondeo vinder imidlertid sin klare sejr på køredynamik. Det kræver dog, at man bestiller sin Ford-bil med sportsundervogn 6000 kroner i merpris eller vælger topmodellen Titanium med adaptiv undervogn som yderligere ekstra og klikker affjedringen væk fra "normal" og hen på "sport".
Men hvad med priserne? Målt på listepriser ser det ud til, at Volkswagen-Danmark har besluttet sig for at ville vinde benzin-duellen: Billigste Passat 15 det er benzineren, vi kører her - koster fra 365.000 kroner, mens billigste Mondeo - ligeledes versionen, vi kører her - koster fra 398.000 kroner.
I diesel-verdenen er det lige omvendt: Billigst er Ford fra 399.000 koner, mens billigste Passat koster fra 423.000 kroner.