23948sdkhjf

Ny MX-5 - mindre, bedre, billigere

Den nye ærkeægte roadster fra Mazda, MX-5, rammer Danmark andet halvår 2015. Men allerede nu har vi de første billeder og de første faktaoplysninger. Vi var med til verdenspremieren.
Vi har ventet. Ventet og ventet. Og gættet på, hvor meget nyt, den har med sig. Men nu er den dér – Mazda MX-5, der skifter fra scenen her i Barcelona til virkelig asfalt derhjemme til næste år – foreløbigt er premieren sat blødt til "andet halvår 2015".

Og hvad er der så sket med MX-5 i fjerde generation? Det ser vi her til verdenspremieren i Spanien. Teknisk set er den en helt ny bil bygget på et helt nyt chassis. Nogle dele går dog igen fra generationen før, men grundkonstruktionen er ny. Først og fremmest er motoren rykket længere tilbage mod midten. Så langt at cylinder ét faktisk ligger bagved forreste aksel. Væsentlige komponenter i hjulophængene er blevet erstattet af nye og lettere materialer, og hele bilen har tabt 100 kg, hvilket er ret meget for så lille en bil. Alt sammen den rigtige opskrift på at gøre en velkørende bil endnu bedre.

Designet er blevet skarpere og mere friskt. Bilen fremstår mere sportslig, mere tidssvarende og alligevel; selv på lang afstand er der ikke i tvivl om, at her kommer en MX-5.

De komplette, tekniske specifikationer bliver først offentliggjort senere – foreløbig ved vi dog, at MX-5 IV kommer med to forskellige motorer: En 1,5 og en 2,0 rækkemotor. Teknikkerne hos Mazda fortæller, at der arbejdes på de sidste detaljer for at få undervognen sat helt perfekt op.

Det hele lyder jo næsten for godt til at være sandt. Er der overhovedet noget at kritisere en MX-5 for? Det er der måske, for motorerne i MX-5 har altid været svage på effekt, og Mazdas teknikere indrømmer, at fjerde generation ikke kommer med den store innovation på motorområdet.

Motorerne bliver Mazdas eksisterende SkyActiv-motor i enten en 1,5- eller en 2,0-version, hvor det primære fokus har været gode emissionsstal og lavt brændstofforbrug. Hold nu op Mazda… Den nye model går rent ind hos alle dem, som går på efterløn (forudsat at prisen bliver god). Og til dem, som med hjertet ved, at MX-5 er en ægte sportsvogn, hvor Mazda blot glemte at lægge den rigtige motor i, mangler der lidt.

Da jeg gik ingeniøren mere på klingen, indrømmede han da også, at motorerne var nedprioriteret i projektet, da Mazda ikke havde nok ingeniører til også at udvikle nye motorer samtidig med en ny model. Og på en måde er det ok. For det er den rigtige rækkefølge i evolutionen. Lavere vægt og forbedrede køregenskaber trumfer til hver en tid en snes heste.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081