23948sdkhjf

Nyt netværk for lakerere

Lak & Know How vil med Netcolor skabe et alternativ til de store landsdækkende autolakerere gennem tættere samarbejde mellem sine over 100 tilknyttede medlemmer
Bilimportørerne, store bilforhandlere, leasingselskaber og forsikringsselskaber ønsker at forbedre deres processer, og det betyder blandt andet, at deres mål ofte er, at de kun vil have én leverandør, som til gengæld skal være landsdækkende.

Sådan en løsning vil Lak & Know How også nu kunne tilbyde, selv om kæden består af omkring 100 selvstændige autolakerere. Løsningen hedder Netcolor ApS. Den er undfanget af Baden-Jensen A/S, og blev præsenteret på Lak & Know Hows årlige netværksdag, der traditionen tro blev holdt i Toyota-huset i Middelfart mandag 17. november.

- Baden-Jensen A/S er blevet bedt om at undersøge mulighederne for en forbedret effektiviseringsproces, som skyldes ændrede markedsforhold, hvor især bilhusene i de senere år har konsolideret sig. De bliver større og større, repræsenterer stadigt flere bilmærker og får afdelinger i flere byer, forklarede salgschef Michael Helding.

Landsdækkende

Der findes store lakkæder med afdelinger fordelt rundt i landet, men med Lak & Kow Hows omkring 100 virksomheder, har Netcolor ApS ifølge Michael Helding klart det største landsdækkende setup, med en høj grad af faglighed, viden og mulighed for samme salgs- og leveringsbetingelser i hele Danmark.

Ved eventuelle uoverensstemmelser, klager fra slutkunder eller lignende, er der kun behov for at kontakte én samarbejdspartner, forklarede Michael Helding.

For medlemmerne af Lak & Know How vil fordelene være, at netværket vil få mulighed for at udføre arbejde for kunder, som medlemmerne ellers ikke umiddelbart selv ville have. Plus at de styrker fastholdelsen af eksisterende kunder. Netværket vil derigennem opnå mulighed for meromsætning og dermed også bedre indtjening.

Alle Lak & Know How-medlemmer har mulighed for at deltage, men det er frivilligt, og medlemmerne kan fra gang til gang beslutte, om de ønsker at deltage i et konkret tilbud.

Michael Heldin understreger, at Netcolor ikke er baseret på rabatter, men på kvalitet, enkelhed og viden,

Baden-Jensen understøtter Netcolor med viden, tekniske service, hotline for Netcolor, netværk, forhandlingskompetencer, marketing, IT- og økonomisystemer.

Der kan kun afgives tilbud, hvis der opnås enighed i en gruppe, og gruppens sammensætning vil være afhængig af geografiske placering i forhold til de potentielle kunder.

Det er alene den gruppe, der vælger at afgive et samlet tilbud, der vælger kunder til og fra, og beslutter betingelserne. Tilsvarende er det kunderne, der vælger, hvilke medlemmer de ønsker at samarbejde med. Det tilbud, Netcolor afgiver, er det gruppen har opnået enighed om. Tilbud kan variere fra landsdel til landsdel, men er baseret på de samme salgs- og leveringsbetingelser, som er accepteret af den gruppe, der står bag tilbuddet.

Nyt bookingsystem

Et svenskudviklet bookingsystem blev også præsenteret på netværksdagen. Det er udviklet af syv uafhængige værksteder og fungerer hos RM Bilservice, der er Sveriges, og formentlig Nordeuropas største skadesværksted, med 65 ansatte og produktion i tre etager. Baden-Jensen har sammen med Spies Hecker fået kontakten.

Bookingsystemet er internetbaseret. Det er enkelt at bruge og sætte op, så værkstederne selv kan gøre det. Hvis det kniber, er der hjælp at hente i nogle videosekvenser. Det er velegnet til både små og store både malerværksteder og pladeværksteder, og alle nøgletal kan trækkes ud fra systemet. Det vil være klar til brug i begyndelsen af 2015.

Blandt værkstedernes fordele fremhævede Michael Helding systemets smidighed i samarbejde med kunderne, bedre kapacitetsudnyttelse og høj effektivitet. Et par værksteder kan i den kommende tid få mulighed for at afprøve den danske udgave af systemet.

Baden-Jensen A/S er overbevist om, at der er et stort behov for kommunikation om kompleksiteten inden for lakering. Firmaet har derfor et tilbud om et E-learning-forløb, som kan interessere flere målgrupper. Der blev nævnt FDM, Teknologisk Institut, bilimportørerne, forhandlerne, forsikringsselskaberne.

Vigtige nøgletal

Optimering af malerværkstedernes nøgletal har også stor bevågenhed, og Baden-Jensen A/S arbejder kontinuerligt på at blive bedre til at hjælpe netværksvirksomhederne med at optimere egne nøgletal. Der findes en række nøgletal, som bruges som benchmark, og her er der megen fokus på materialeprocent.

Den har stor betydning, men Michael Helding advarede mod kun at fokusere på kun ét nøgletal. I sidste ende handler det om bundlinjen, så det er vigtigt også at interessere sig for bruttoomsætning, arbejdsprocesser, spild og hvilke materialer, der benyttes. Der var eksempler på, at det ikke altid er de billigst indkøbte produkter, der nødvendigvis giver den højeste fortjeneste. At benytte en dyr klarlak af høj kvalitet, kan give så mange andre fordele, så resultatet på bundlinjen bliver bedre end med en billig klarlak.

Hvid vinder

Teknisk chef i Baden-Jensen A/S, Gerhard Wichert kunne på mødet fortælle, at vinderen blandt bilfarverne i Europa for tiden er hvid. Den tegner sig for 29 procent med 26 procent til solid og 3 procent til pearl. På andenpladsen ligger sort med 21 procent fordelt med 3 procent solid og 3 procent effekt. Herefter følger grå, sølv og blå.

Netværksdagen sluttede som tidligere år med praktisk arbejde i træningscentret, et glas mousserende vin og flødeboller, men inden gav Henrik Svanekjær en række meget imponerende og underholdende eksempler på magi og talgymnastik, til alles store undren og begejstring.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097