Ny fælgspecialist i Østjylland
Keratech Wheels har i samarbejde med Dahl Biler Stouby åbnet en ny fælg- og dækafdeling i Horsens.
- Vi går lidt den anden vej, end tendensen er i dag med rene net butikker, som vi ser dukke op næsten dagligt. Konceptet med fysiske rammer og et website til at vise produkterne frem, mener vi er derimod er vejen frem. Derfor etablerer vi nu forretningen i det østjyske, hvis placering er bevidst og strategisk udvalgt, fordi Horsens er en god bilby, og oplandet er stort, siger Kent Lykke Rasmussen, indehaver af Keratech Wheels.
Forretningen, som bestyres af Mikkel Dahl, vil trække på Keratech Vardes store lager, så man lynhurtigt kan få de fælge, dæk eller kompletsæt frem, man ønsker. Desuden vil alt know how, teknik og support komme fra samme afdeling.
Varde-afdelingen vil stadig have sin egen fælgudstilling med cirka 300 fælge og 100 kompletsæt. Desuden er butikken i det vestjyske lagerførende med over 10.000 fælge og dæk på eget lager, samt alt i bespænding, bolte, møtrikker, centreringsringe, spacere, adaptorere samt det nye TPMS-system, som virksomheden både forhandler og monterer i kompletsæt.
Voksende fælgmarked
Forretningen i Horsens har et bredt udvalg af omkring 40 kvalitetsfælge i udstillingen, hvor deres egne og efterspurgte mærker tæller 3sdm, Ispiri, Fox, Cades, Rohana, og Vossen. Og netop de populære fælge har Keratech eneimporten af i Danmark,
- Danskernes interesse for netop at sætte sit personlige præg på bilen med eftertragtede fælge er igen støt stigende efter nogle års stagnation, fortæller Kent Lykke Rasmussen.
Keratech tilbyder engrossalg via deres website, hvor man kan ansøge om forhandleradgang. I forretningen er forventningen fortrinsvis at sælge til private, men erhvervet er også meget velkomne til at handle. Desuden vil forretningen i Horsens tilbyde montering af købte kompletsæt på bil samt montage af dæk og opbevaring af kundens sommer- og vinterhjul.
Der afholdes officiel åbning af butikken første lørdag i oktober.